Undersøgelse skaber uro om Foghs NATO-ambition

Tyrkisk avis skriver, at den danske anklagemyndighed nu undersøger kurdisk TV-station, som sender fra Danmark. Danske politikere undrer sig.

Den danske anklagemyndigheds undersøgelse af den kurdiske TV-station ROJ TV, der sender fra Danmark, kolliderer nu med statsminister Anders Fogh Rasmussens ambition om at blive ny generalsekretær i NATO. Den tyrkiske avis kunne ifølge TV2 i går oplyse, at de danske myndigheder forbereder en sag mod ROJ TV. Den tyrkiske regering har tidligere kritiseret Danmark for, at man tillader ROJ TV at sende fra Danmark, fordi man mistænker stationen for at støtte den kurdiske organisation PKK, som står på flere terrorlister. Men de danske myndigheder, herunder statsministeren selv, har med henvisning til ytringsfriheden tidligere afvist at gribe ind.

Ifølge den tyrkiske avis skal den danske anklagemyndigheds undersøgelse få den tyrkiske regering til at bakke op om Anders Fogh Rasmussen NATO-kandidatur. Tyrkerne har tidligere nægtet at støtte ham, men har netop ændret holdning: »Jeg er nærmest målløs over den tilfældighed, at statsadvokaten netop i denne uge vælger at sende folk til Tyrkiet,« siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen til Ritzau.

Han undrer sig over, at rejsen kommer på et tidspunkt, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) bliver sat i forbindelse med NATO-generalsekretærposten, og Tyrkiet bliver nævnt som eneste stopklods.

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen vil nu have justitsminister Brian Mikkelsen (K) til at give en redegørelse om sagen.

Den danske anklagemyndighed har endnu ikke besluttet, om der skal rejses en sag, da savner oplysninger, før der kan træffes en beslutning om en evt. tiltale.