Der er doneret 21 milliarder kroner gennem den danske model, hvor penge fra donorlande går direkte til ukrainsk våbenproduktion for at sikre hurtigere og billigere våben. Det fremgår af tal fra Forsvarsministeriet.

Tirsdag er det fire år siden, at Rusland invaderede Ukraine fuldtonet, og derfor er det positivt, at pengene også styrker våbenproduktionen, så den fremover står stærkere ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Ukraine har et akut behov for finansiering af blandt andet ukrainskproduceret materiel, herunder droner.

- Med den danske model har vi en effektiv og velafprøvet finansieringsmekanisme, som ukrainerne fremhæver, er en af de bedste måder at støtte på, siger han i en skriftlig kommentar.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere hyldet den danske model for investeringer i våbenproduktion.

Danmark er en af Ukraines fremmeste støtter, både politisk og økonomisk.

Der er brugt 68,8 milliarder kroner i perioden 2023-2028 på militær støtte til Ukraine. Dertil kommer udgifter til den civile støtte, som Udenrigsministeriet tidligere har oplyst, har været på syv milliarder kroner siden invasionen.

Donationerne gennem den danske model tager udgangspunkt i ukrainske behov, hvorefter donorerne samler regningen op.

Midlerne har blandt andet finansieret ukrainskproducerede droner, artillerisystemer, panserværnsvåben og ammunition.

Droner har forandret denne og fremtidige slagmarker markant. Det ses blandt andet ved, at ukrainske sødroner har fortrængt den russiske flåde fra Sortehavet, selv om Ukraine ikke har en egentlig flåde.

Lektor på Institut for Krigsstudier ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen storroser den danske model, som han kalder "genial".

- Den danske model har fået op mod 11 andre lande til at hælde rigtig mange penge direkte i det ukrainske forsvar.

- Det er den hurtigste måde at generere kampkraft på, fordi de kan bygge våben hurtigere og meget billigere, end vi kan i Vesteuropa, hvor der stadigvæk er masser af bureaukrati og fredsmentalitet og så videre, siger han.

I løbet af de første måneder af 2026 har den danske model rejst mere end tre milliarder kroner ifølge tal fra Forsvarsministeriet.

- Vi har hjulpet ukrainerne meget mere effektivt ved at gøre dem i stand til at hjælpe sig selv. Det er også en bæredygtig løsning. Det er ikke nogen bæredygtig løsning at tro, at USA hjælper en, for det gør de tydeligvis ikke, siger lektoren.

/ritzau/