Uffe Elbæk: »Vi peger 110 procent på Helle Thorning«

Alternativets politiske leder kalder egne tidligere udtalelser om et eventuelt mistillidsvotum for »rent fiktivt«.

Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen var tirsdag middag i Skagen hvor de tog ud på Grenen i stærk blæst og regn. Det var for at markere starten på Alternativets turne rundt i landet: Join the Party . Her er Uffe ude på Grenens spids hvor havene slår sammen i baggrunden, og et medbragt Å i baggrunden. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alternativets støtte til Helle Thorning-Schmidt (S) er ikke mejslet i granit - og så alligevel.

I et interview med netmediet Altinget gav Uffe Elbæk, formand for Alternativet, tidligere i dag udtryk for, at Socialdemokraterne ikke skulle vide sig for sikre, hvis en eventuelt kommende rød regerings politik går imod Alternativets grundværdier.

»Det kan man da sagtens forestille sig. Det er indtil videre en fiktiv diskussion, men hvis vores værdier bliver udfordret for meget, er vi ikke med. Så enkelt er det,« sagde Uffe Elbæk til Altinget.

Men da Berlingske fanger partiformanden til et telefonisk interview fra Bornholm, bløder han op på sin udmelding:

»Vi peger 110 procent på Helle Thorning. De har en langt mere interessant politik på de områder, der har interesse for os. I forhold til hvilken som helst regering har man nogle værdier, man vil stå vagt om. Men alle, der kender mig, ved, at jeg vil arbejde reelt sammen med dem, jeg eventuelt peger på. Og jeg peger fuldstændig entydigt på Helle Thorning, så der er ikke noget der,« siger Uffe Elbæk.

Du siger i interviewet med Altinget, at »hvis vores værdier bliver udfordret for meget, er vi ikke med. Så enkelt er det«. Er der noget konkret i Socialdemokraternes udmeldinger i valgkampen, som....

»Overhovedet ikke, der er ingen tvivl om, at vi ønsker at arbejde sammen med en socialdemokratisk ledet regering. Vi stiller ikke nogen krav, men vi har en række ønsker, og hvis man har et godt forhold til ens støttepartier, så glider samarbejdet altså bedst. Det er rent fiktivt, men alle partier har jo - ellers var de ikke partier - nogle værdier og holdninger, man vil stå vagt om. Men det vurderer man i den konkrete situation, og der er intet i den her valgkamp, som gør mig usikker på, hvem jeg vil pege på,« siger Uffe Elbæk og forklarer videre.

»De områder, der betyder noget for os, er især bæredygtig omstilling; at vi flytter Danmark i en mere bæredygtig retning. Så betyder spørgsmålet om en stærkere iværksætterkultur meget for os, og endelig er en mere fri offentlig sektor vigtig for os. Det er det, vi går på valg på, og til de ting har vi så en række konkrete ønsker,« siger Uffe Elbæk.

I løbet af valgkampens tv-debatter har især asyl- og integrationspolitik været et emne, som har splittet Socialdemokraterne og Alternativet. Partiformanden afviser dog at gå videre ind i tankeeksperimentet om, hvor grænsen går for Alternativets parlamentariske støtte.

»Der er ganske god plads til forbedringer på det område, og det står jeg ikke alene med. Jeg har i den grad også taget pejling af, at det andet regeringsparti, De Radikale, også har nogle af de samme holdninger. Så jeg siger bare, at det kan vi gøre bedre,« siger Uffe Elbæk.