Uffe Elbæk forlader Frie Grønne

Uffe Elbæk har meldt sig ud af partiet Frie Grønne.

Det bekræfter Frie Grønne over for B.T.

Udmeldelsen kommer efter længere tids uenigheder mellem Uffe Elbæk og Frie Grønne om hvorvidt venstrefløjspartiet burde slå sig sammen med Grøn Alliance og Alternativet for at undgå stemmespild ved det kommende folketingsvalg.

»Når et medlem ikke ønsker at være med i Frie Grønne længere, er det da altid lidt trist. Det kommer dog ikke som den store overraskelse, at Uffe ikke kan se sig selv i Frie Grønne, da det har været tydeligt gennem de seneste par år, at han ikke for alvor følte sig på rette hylde i Frie Grønne,« siger politisk leder af Frie Grønne, Sikandar Siddique til B.T.

Han fortsætter:

»Og lad mig bare slå fast: Frie Grønne er Danmarks antiracistiske, solidariske og kompromisløse klimaparti, og det skal man naturligvis kunne se sig selv i til fulde, hvis man skal være medlem.«

Sikkander Siddique siger samtidig, at han gerne havde set, at Uffe Elbæk var blevet i partiet til efter valget.

»Sådan skulle det desværre ikke gå. Det er Uffes valg, og det respekterer vi. Frie Grønne ønsker Uffe alt mulig held og lykke med hans fremtidige projekter,« siger Sikandar Siddique.

Blandt andet andet har den tidligere stifter af Alternativet i et stort interview med Information opfordret til, at Frie Grønne og Alternativet bør slå sig sammen i et fælles grønt parti.

Et forslag, som Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, blankt har afvist.

Uffe Elbæk meddelte allerede i september 2020 at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.

Han agter nu at melde sig ind i Alternativet, som han i sin tid stiftede, men også forlod. Det bekræfter Elbæk overfor TV 2.

Elbæk har i forvejen meddelt, at han ikke genopstiller i forbindelse med næste folketingsvalg.

Opdateres...