Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har lagt et jobopslag op, hvori de søger en ny departementschef til ministeriet.
Opslaget kommer, efter at Henrik Studsgaard stoppede som departementschef i ministeriet efter skandalen om regeringens manglende lovhjemmel til at aflive samtlige danske mink. Henrik Studsgaard er i flyttet over til det nye miljøministerium.
Minkskandalen kostede Mogens Jensen (S) posten som minister, fordi han ikke var blevet orienteret om den manglende lovhjemmel af sit embedsværk.
»Vi har ikke hjulpet dig godt nok,« sagde Henrik Studsgaard i sin afskedstale til Mogens Jensen.
Dagen efter blev den nu tidligere udviklingsminister Rasmus Prehn (S) præsenteret som ny fødevareminister.
Lægger vægt på opbygning
Det nye jobopslag lægger vægt på, at man skal have »stærke ledelses- og forvaltningsmæssige kompetencer og erfaring med politisk rådgivning på topniveau«.
Desuden skal den nye departementschef være med til at »opbygge og sætte retningen for et nyt ministerium«.
Med jobbet som ny departementschef følger en årlig løn på omtrent 1,23 mio. kr. eksklusive pension, men med mulighed for forhandling af personligt tillæg.