Udsigt til en blød landing i dagpengesagen

Fem års varmeste politiske emne, halveringen af dagpengeperioden, ser ud til at kunne ryddes af vejen med en bred politisk aftale. Dog udestår et slagsmål om flere penge.

Bent Winther, samfundsredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Venstre har skrevet en ændring af dagpengesystemet ind i sit regeringsgrundlag. Socialdemokraterne gik til valg på det og har svært ved at leve uden en løsning. Og ingen af de to partier er interesserede i at have Dansk Folkeparti til at stå uden for et forlig og fiske utilfredse midtervælgere.

Så alene derfor er der grund til at tro, at forhandlingerne om dagpengesystemet vil ende med et bredt forlig mellem de tre store partier.

Regeringen og Socialdemokraterne havde givetvis håbet på, at kommissionen med repræsentanter for både arbejdsgivere og lønmodtagere selv kunne blive enige om et nyt system, der hverken koster flere offentlige kroner eller betyder flere ledige. Men det kunne man ikke helt.

Med mindretalsudtalelser fra både LO og DA udestår der en regning til de politiske forhandlinger på nogle hundrede millioner alt efter, hvor mange karensdage man er villig til at indføre.

Både S og DF har dog sagt, at man er parat til at lette på låget til de offentlige kasser. S-formand Mette Frederiksen sagde ved åbningsdebatten i Folketinget, at det bliver nødvendigt at tilføre midler til dagpengeområdet, mens statsministeren opfordrede til at stå fast på kommissionens principper om, at ændringerne ikke må koste noget.

Især for Socialdemokraterne er det vigtigt at få fagbevægelsen, som har været på krigsstien i flere år, med om bord. Dagpengesagen kastede under den tidligere regering Socialdemokraterne og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ud i krise efter krise ikke mindst på grund af et vedvarende pres fra »vennerne« i LO.

Set i lyset af, hvor meget dagpengereformen har fyldt på den politiske dagsorden i de seneste fem år, og i lyset af hvor kraftig modstanden har været, er der lagt op til en ualmindelig blød landing.

Der lempes lidt på reglerne for genoptjening og gennemføres et par andre småjusteringer, som længe har stået på fagbevægelsens ønskeseddel. Og det finansieres helt eller delvist af lavere dimittendsats for nyuddannede og krav om, at de ledige selv skal betale for et antal af deres første ledighedsdage.

Det vil sige, at grundpillerne i den udskældte dagpengereform fra 2010 – en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år og en fordobling af optjeningsperioden fra et halvt til et helt år – står endnu. Og endda, hvis der som ventet kan indgås et politisk forlig, mere klippefast og uantastet end nogensinde før med opbakning fra Socialdemokraterne og eventuelt også fagbevægelsen.

Et nyt Folketing og en ny regering har betydet, at fronterne er blevet blødt op. Socialdemokraterne er ikke længere bundet af de Radikale, som havde gjort det til en mærkesag at stå fast på 2010-reformen.

Dertil kommer, at det økonomiske opsving nu for alvor viser sig i mangel på arbejdskraft og flaskehalse. Der er blevet færre af de såkaldt udfaldstruede, som tidligere optrådte som de store spøgelser i debatten. Flere ledige finder job, når dagpengeperioden udløber, viser undersøgelser, og det er svært at argumentere helhjertet for at lempe dagpengereglerne i en tid, hvor alle er enige om, at der er brug for at få flere væk fra passiv forsørgelse.

Men selv om de tre store partier ser ud til at kunne nå til enighed i løbet af efteråret, vil dagpengene stadig være et emne for fløjene. Liberal Alliance vil have en endnu kortere dagpengeperiode, og SF og Enhedslisten vil formentlig fortsat kæmpe »de udfaldstruedes« sag.