Udsatte: Skats inddrivelse af gæld rammer familier og kommuner

Skat undergraver familiers mulighed for at leve et liv med basale ting, mener Rådet for socialt udsatte.

ARKIVFOTO 2014 af Skat- - Se RB 29/10 2016 08.31. Den Sociale Retshjælp mener, at der skal ses på hele familiens økonomi, når Skat inddriver gæld i børnepenge. (Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Skat tilbageholder børnepenge for at inddrive gammel gæld kan det ramme familiers mulighed for at leve et liv med styr på basale ting i forhold til mad og bolig.

I modsætning til, når Skat inddriver andre typer gæld, skal det nemlig ikke vurderes, hvordan familiens samlede økonomi ser ud. Med børnepenge kan Skat således inddrive hele beløbet med få dages varsel.

Det er problematisk, mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt udsatte. Og ifølge ham er det ikke kun familier med stram økonomi på kontanthjælp, der er tabere i Skats inddrivelse.

- Det undergraver familiernes mulighed for at leve et liv med basale ting i forhold til bolig og mad. Men problemet ryger direkte tilbage til kommunerne i sidste ende, siger han.

Kontanthjælpsloftet, der trådte i kraft 1. oktober, har gjort et indhug i mange danske familiers økonomi.

20. oktober mistede en del af dem også deres børnepenge, da Skat begyndte at inddrive gammel gæld til blandt andet betaling af daginstitutioner.

Det er ikke holdbart, mener Jann Sjursen. Ifølge ham bør reglerne for inddrivelse af gæld i andre tilfælde også omfatte børnepenge.

Formanden frygter, at regeringens gode intentioner om at tilbagebetale penge til kommunerne ved at inddrive gælden kan få en anden effekt.

- Dem, der bliver berørt, har i forvejen svært ved at få deres rådighedsbeløb til at løbe rundt. Det kommer tilbage til kommunerne som en boomerang, når de får endnu færre penge til rådighed, siger han.

Han mener, at Skat bør vurdere, hvor meget de enkelte familier kan afdrage af deres gæld.

Ifølge Skat fik 20.000 forældre tilbageholdt børnepenge i sidste uge, men det fremgår ikke, hvor mange af dem, der er på kontanthjælp, skriver Avisen.dk.

/ritzau/