Udlændinge kan trække tusindvis af kroner fra i kørsel

Udenlandske borgere, der betaler skat og arbejder i Danmark, kan få dansk kørselsfradrag på flere tusinde kroner. Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil sætte loft for skattefradraget.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En polsk murer, der betaler skat i Danmark, kan få et dansk skattefradrag på knap 9.000 kroner om måneden ved at køre hjem på weekend i hjemlandet tre gange på en måned. Det viser nye beregninger fra Avisen.dk, som er bekræftet af to danske skatteeksperter.

Kørselsfradraget bliver betalt per kilometer, uanset om asfalten er dansk eller udenlandsk. Og faktisk er der ingen øvre grænse for kørselsfradraget, skriver netmediet.

»Det her er en større bombe under det danske velfærdssystem end børnechecken. Kørselsfradraget er jo for alle, uanset om de har børn eller ej. Hvis alle med bopæl i udlandet trækker kørslen fra i skat, bliver det dyrt for Danmark,« siger Robert Olejnik, der er formand for et netværk for 200 polske byggearbejdere i København under fagforbundet 3F.

Ved at køre frem og tilbage mellem Krakow i Polen og en arbejdsplads i København, kan man ifølge Avisen.dk få et skattefradrag på 2.990 kroner, hvis man tager færgen. Også udgifterne til de to færgebilletter kan man få et fradrag for.

Tager man tre ture på en måned, får man et fradrag på 8.970 kroner.

Som tommelfingerregel sparer man en tredjedel af det beløb i skat. Det vil sige en besparelse på 2.990 kroner.

Hvor mange udenlandske borgere, der reelt benytter sig af kørselsfradraget, fremgår ikke af Avisen.dks artikel.

Men Skat bekræfter, at der ikke er geografiske grænser for retten til kørselsfradrag.

Og en mand med hjemadresse i Dresden i Tyskland og arbejdsplads i Jylland har ved det danske skatteankenævn fået fuldt medhold i et fradrag på 63.000 kroner for indkomståret 2008. Han kunne nemlig bevise, at han havde kørt tur-retur 41 gange.

»Af sagen kan udledes, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor højt dit kørselsfradrag kan være, så længe du kan sandsynliggøre, at du de facto har ladet dig transportere mellem dit hjem og dit job,« siger skatteadvokat Torben Bagge til Avisen.dk.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver nu, at skatteminister Morten Østergaard (R) sætter et loft for det danske kørselsfradrag.

»Det er undergravende. Det ender jo med, at de, der har bopæl i udlandet, stort set ikke betaler dansk skat, når de får så store fradrag. Meningen med befordringsfradraget har været at fremme mobiliteten i Danmark ikke i Grækenland,« siger skatteordfører for Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær (DF), der foreslår, at 500 kilometer kan være maksimumgrænsen.