På klimatopmødet COP30's sidste officielle forhandlingsdag har de brasilianske værter udgivet et udkast til en aftaletekst, der kan sende rystelser gennem hele klimatopmødet.

Et afgørende krav fra flere parter som EU om, at klimatopmødet skal enes om en vej væk fra fossile brændstoffer, er ikke imødekommet i teksten.

Teksten indeholder nemlig ikke den køreplan væk fra fossile brændstoffer, som over 80 lande har erklæret som krav.

Det fremgår af udkastet, der er udgivet via FN's kanaler.

EU har klart meddelt, at man er klar til ikke at indgå en aftale, hvis ikke den berører behovet for CO2-reduktioner.

- Vi vil have, at den her verden samler sig om at få udledningerne ned. Og hvis ikke man kan betrygge os i det, så bliver der ikke nogen aftale, har han sagt onsdag.

Mens EU har som afgørende krav, at aftalen viser vejen væk fra fossile brændstoffer, vil udviklingslande have tilsagn om mere klimafinansiering til gengæld.

Omvendt vil EU kun hoste op med yderligere finansiering, hvis man bliver lovet en aftale, der adresserer manglen på CO2-reduktioner.

Fredagens udkast til en aftaletekst rummer ikke engang ordet "fossil".

Men den indeholder udviklingslandenes krav om at tredoble beløbet finansieringen af klimatilpasning.

Dermed er EU's position ikke imødekommet, og miljøet på klimatopmødet afventer deres reaktion.

Ngo'en Mellemfolkeligt Samvirke minder om, at det brasilianske formandskab selv har understreget alvoren i den fossile udfasning.

- Det er et svigt af de mere end 85 lande og tusindvis af civilsamfundsgrupper, der har krævet en køreplan for fossil udfasning, siger Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke og iagttager af klimatopmøderne.

Årets COP30 har haft som tema, at verdens lande skal indlevere nye klimamål for 2035.

Her står det klart, at verdens klimamål ikke er på vej til at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som Paris-aftalen tilsiger.

Dét har EU og en koalition af over 80 lande krævet, at topmødet leverer et svar på.

Nu skal parterne forsøge at bruge fredagen på at forhandle deres krav ind i den endelige aftaletekst.

Forhandlingerne blev afbrudt på voldsom vis torsdag, da der udbrød brand på klimatopmødet.

Her blev deltagerne evakueret, mens brandmyndighederne sikrede stedet, inden de officielle forhandlinger blev genoptaget ud på aftenen.

/ritzau/