Udenrigsministeren fjerner video fra Twitter

Kristian Jensen føler, at hans video om terrorangrebet i Paris og hans egen stemmeafgivelse på Herning Bibliotek blev »misforstået«. Stribevis af vrede kommentarer revser ham for at bruge angrebet politisk.

Udenrigsministeren er kommet i modvind, efter han lagde en video på Twitter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsminister Kristian Jensen lagde i løbet af i dag en video af sig selv på Twitter.

I videoen omtaler han gårsdagens terrorangreb i Paris og bruger det som begrundelse for, at han netop i dag er taget på biblioteket i Herning for at stemme til folkeafstemningen 3. december, hvor danskerne skal tage stilling til, hvad der skal ske med det danske retsforbehold.

»Terrorangrebet i Paris har berørt os alle. Noget af det, terroristerne hader, er vores demokrati. Derfor har jeg brugt dagen i dag til at gå ned og afgive min stemme til folkeafstemningen,« siger Kristian Jensen i videoen og fortsætter:

»Hvad jeg stemmer, tror jeg, I kan gætte, men jeg opfordrer alle til at stemme,« siger han i videoen.

Efterfølgende har Kristian Jensen dog fjernet videoen. Den er blevet misforstået, skriver han på Twitter.

»Mit seneste tweet er blevet misforstået. Jeg har derfor trukket det. Vores tanker skal være på ofrene.«

Twitter-brugere til Jensen: DU har misforstået

 

Det tweet har fået 30 likes i skrivende stund.

Men på Twitter er mange andre langt fra tilfredse med, at udenrigsministeren nu har fjernet sit tweet. Han har forsøgt at slå politisk plat på det, der skete i Frankrig, skriver én:

»Der er ikke tale om en misforståelse, men om at du på usmagelig og kynisk vis misbrugte denne tragiske situation,« skriver en altså i en kommentar til udenrigsministerens tweet om, at han har slettet sit forrige – det med videoen.

Mange er enige:

» Nej, dit sidste tweet blev forstået tydeligt. DU misforstår og forveksler derimod tragedie med reklameplads! Opportunist!,« skriver én.

» Misforstået?! Du lavede en fejl. Nu laver du en ny fejl ved at tro folk er dumme nok til at tro på "misforståelse",« skriver en anden og bliver bakket op af en tredje bruger:

»"misforstået?" Ha' nu bare nosser til at indrømme, du ville slå plat på død og ødelæggelse.«

Kritik fra politikere

 

Terrorangrebet i Paris har kostet flere end 120 mennesker livet, mens flere hundrede er såret – mange af dem kritisk.

Dansk Folkepatis gruppeformand, Peter Skaarup, maner til besindighed, også på de de sociale medier.

»Man skal være forsigtig, og man behøver ikke skrive sin første tanke på sociale medier,« siger han til politiko.dk og fortsætter:

»Det her er ikke i orden. Man skal ikke blande de to ting sammen - slet ikke som udenrigsminister,« siger han og understreger, at han håber, at Kristian Jensen har lært en lektie i dag.

Også partiets folketingsmedlem Peter Kofod Poulsen tager skarp afstand fra Kristian Jensen i et tweet:

»Vil aldrig - aldrig - bruge en så tragisk begivenhed til valgkamp. Punktum. Lad os mindes i stedet. #parisangreb,« skriver han og linker til Kristian Jensens nu slettede tweet.

Også Socialdemokraternes udenrigsordfører Nick Hækkerup mener, at Kristian Jensen er gået over stregen. Han siger til Politiken, at det er »upassende« at kæde terrorangrebet sammen med folkeafstemningen.

»Det får karakter af at slå plat på en helt utrolig tragisk hændelse. Selv om det sagligt set er rigtigt, ville jeg ikke selv skrive det. Den forfærdelige hændelse skal have sit eget rum. Det skal ikke bruge politisk den ene eller anden vej. Der er en tid til samling og refleksion«, siger han til avisen.