Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danmark har opfyldt sine løfter om deltagelse med kampfly i kampen mod Islamisk Stat, og nu skal flyene trækkes hjem.
I stedet for skal det danske bidrag øges på en anden front med omkring 20 ingeniørtropper, der skal hjælpe koalitionen med opgaver, der understøtter missionen mod IS. Samtidig kan flere penge bruges på træningsmissioner.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) orienterede fredag de øvrige partier om beslutningen på et møde i Udenrigspolitisk Nævn. Det er på alle måder ressourcekrævende, at have kampfly udsendt i mission, lyder en af de væsentligste forklaringer.
»Man skal hele tiden overveje belastningen af flyene kontra den gevinst, de giver,« siger Anders Samuelsen:
»Det er ikke fordi, der ikke længere er behov for, at der bliver ydet en yderligere indsats, men man er nødt til at vurdere Danmarks indsats på flyområdet sammenlignet med andre områder. Og der er konklusionen, at vi bidrager mest effektivt på den her måde.«
Det danske flybidrag består af i alt syv fly med udgangspunkt på en base i Tyrkiet. Fire fly tager på missioner ind i såvel Syrien som Irak, mens tre fly er i reserve.
Udenrigsministeren understreger, at tilbagetrækningen ligger i forlængelse af den oprindelige beslutning, da man sendte flyene af sted i sommers med et mandat på seks måneder.
Specialstyrker væk fra base
I regeringsgrundlaget for den ny Trekløver-regering står, at Danmark fortsat skal bidrage aktivt til internationale militære operationer og stabiliseringsopgaver. Ligeledes har udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen tidligere betegnet indsatsen i Syrien og bekæmpelsen af IS som værende i dansk interesse.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter beslutningen om at trække kampflyene hjem. Partiets forsvarsordfører Marie Krarup påpeger ligeledes, at Danmark opfylder alle de aftaler, vi har indgået.
»Når man har så mange opgaver, som vi har, så er det svært at opfylde det hele,« siger hun.
Socialdemokratiet, SF og de Radikale støtter tilbagetrækningen af de danske kampfly. Men såvel S-udenrigsordfører Nick Hækkerup som SFs Holger K. Nielsen udtrykker bekymring for de danske specialstyrker, der fremover kan komme til at operere uden for basen.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfter, at specialstyrkerne kommer til at bevæge sig længere væk fra basen, men han understreger, at de fortsat vil operere under samme mandat med at bistå bl.a. irakiske tropper. På den baggrund anser forsvarsministeren ikke situationen for at være blevet farligere for de danske soldater.
»Der er ikke tale om nye opgaver. Det handler om rådgivning og kalde på luftstøtte. Jo mere man bevæger sig væk fra basen, jo mere bliver der behov for, at rådgivningsspecialtropper følger i fodsporene på de irakiske styrker,« siger Claus Hjort Frederiksen.
»Jeg er meget nervøs«
Holger K. Nielsen er noget mere ængstelig.
»Det er meget uklart, hvad specialstyrkerne kommer ud i. Jeg er meget nervøs for, at de kommer ud i egentlige kamphandlinger, og at vi derfor bliver involveret mere i Syrien-konflikten,« siger han.
Holger K. Nielsen bifalder beslutningen om at trække kampflyene hjem, men er modstander af at øge bidraget på andre områder.
Socialdemokratiets Nick Hækkerup er ligeledes spændt på den fremtidige situation for de danske specialstyrker.
»Regeringen har peget på, at der er et behov for at kunne bruge dem lidt mere offensivt, end det har været tilfældet indtil nu, og det virker fornuftigt. Men der er nogle bekymringer. Det gælder blandt andet i forhold til en situation, hvor vi kommer til at tage fanger, hvilket på alle måder vil være besværligt. Risikoen for specialstyrkerne er meget lille, men den er selvsagt større uden for basen end inde på basen, hvor risikoen er til at overskue. Uden for er risikobilledet selvfølgelig anderledes,« siger han.
Danske kampfly deltog sidst i missionen fra efteråret 2014 til efteråret 2015. Dengang fløj man udelukkende missioner over Irak, men dengang blev der advaret om stor slitage på flyene og en flyverstab, der var ramt af stress.