Tallene i denne artikel er baseret på DRs prognose kl. 23.00.

Danmarksdemokraterne står til at storme ind i Folketinget med 9,2 procent af stemmerne, hvilket giver partiet 16 mandater.

Og nu er Inger Støjberg ankommet til Christiansborg, hvor Danmarksdemokraterne holder valgfest, og hvor hun har holdt tale til sine medlemmer.

I talen roste hun partiet for at have ført »en fantastisk valgkamp«, hvor hun blandt andet fremhævede, at partiet er blandt dem med det laveste budget at føre valgkamp for.

De sidste uger af valgkampen har vist en nedgang for Danmarksdemokraterne, der i enkelte målinger lå til under seks procent af stemmerne, men nu altså står til at få et resultat, der matcher de bedste målinger, de har fået undervejs.

Men den flotte prognose var ikke noget, der fik Inger Støjberg til at glemme den jyske besindighed.

»Jeg er selv rimelig overrasket,« fik hun roligt sagt fra scenen, mens hun holdt sin tale til partiet.

Fra scenen fik hun også manet til besindighed trods den flotte prognose.

»Lad os nu lige få valgresultatet i hus,« sagde hun, før hun understregede, at Danmarksdemokraterne vil være et parti, der søger indflydelse uanset hvad.

Den indflydelse skulle særligt bruges til at stå vagt om den stramme udlændingepolitik og »kæmpe for en bedre balance mellem by og land«.

Du kan følge valgkammen hee aftenen i Berlingskes liveblog her.