Tvivlerne afgør valget - men hvem er de?

700.000 danskere ved ikke, hvor de ville sætte deres kryds, hvis der var valg i morgen. For Socialdemokraterne og Venstre er disse vælgere guld og måske den direkte vej til regeringsmagten de kommende fire år. Bliv klogere på den store vælgergruppe her.

Valgkampen er skudt i gang, og det er jagten på de mange tvivlervælgere også. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Valget er udskrevet og kampen om vælgerne er gået i gang. Én gruppe vælgere er særligt interessant for politikerne, nemlig tvivlerne. Altså dem, der endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på.

Lad os lige starte med at få styr på, hvem tvivlerne er.

Tvivlerne er dem, der i første omgang svarer, at de ikke ved, hvem de vil stemme på, når analyseinstituttet Gallup ringer. Efterfølgende spørger Gallup så, hvem de hælder til at stemme på. Nogen af dem opgiver her et parti, som de måske kunne finde på at sætte kryds ved til valget. Tvivlerne er altså en slags vælgerreserve eller en gruppe af potentielle vælgere, der er mere flygtige end kernevælgerne, der med det samme angiver et parti.

For Enhedslisten og de Radikale gælder det, at hele 16 procent af deres vælgere er tvivlere. Dermed kan denne gruppe i høj grad afgøre, om partiet får et godt eller et mindre godt valg.

I en anden ende af skalaen ligger Dansk Folkeparti. Kun knap 6 procent af deres vælgere er i tvivl om, hvad de skal stemme. Der er altså kæmpe forskel på, hvor stor en gevinst partierne kan opnå ved at overbevise tvivlergruppen om at sætte krydset det rigtige sted.

Du kan selv gå på opdagelse i partierne vælgerreserver her.

Tvivlerne ville fylde godt i folketingssalen

Hvis tvivlerne var et parti, ville de indtage hele 30 af Folketingets pladser. Det ville gøre tvivlerpartiet til landets fjerdestørste parti efter Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti.

Men hvem er det egentlig Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) skal bejle til, hvis de vil sikre sig de 30 mandater og dermed tage et syvmileskridt i retningen af Statsministeriet? Vi har sat tvivlergruppen under lup og bringer her en beskrivelse af den gruppe, der kan afgøre folketingsvalget 2015.

Hvis du også vil kigge med, kan du finde masser af tal på tvivlergruppen her.

Gifte kvinder, der bor i eget hus

62 pct. af dem, der endnu ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes den 18. juni, er kvinder. Over halvdelen af alle tvivlere er gifte eller lever sammen med en fast partner. Og sammen med den faste partner har de en husstandsindkomst på omkring 200.000-600.000 kroner.

Ejer parret tillige deres eget hus, tyder endnu mere på, at de er en del af tvivler-gruppen, da cirka totredjedele af dem enten bor i hus eller rækkehus.

Om det er arbejdspladsen, der får parret til at tvivle, vides ikke med sikkerhed, men det er dog klart, at personer i den arbejdsduelig alder - altså mellem 25-65 år - udgør 70 procent af den tvivlende gruppe.

De står for de fleste indkøb

Tvivlerne er vilde med at handle ind. Man kunne foranlediges til at tro, at der var tid til politisk omtanke, når man går rundt i Netto, Irma eller Fakta og putter speltmel eller toiletpapir i indkøbskurven, men det ser ikke ud til at være tilfældet. Over halvdelen af de ubeslutsomme danskere står for hovedparten eller alle indkøb i hjemmet, men tiden i supermarkederne har altså endnu ikke fået dem til at finde det rette parti.

Skulle du selv være i tvivl om, hvor krydset skal sættes, kan vi varmt anbefale at tage en kandidattest. Sådan en kan du finde her.