»Tvivlen og ventetiden er værst«

30-årige Hagos Zeru flygtede fra Eritrea, da soldater for tredje gang ville hente ham. Da han ankom til Danmark den 25. juli sidste år, blev hans sag sat på standby af regeringen.

30-årige Hagos Zeru kom fra Eritrea til?Danmark som flygtning i sommer. Han bor i Asylcenter Sigerslev, hvor de fleste af beboerne er fra Eritrea. Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

Når man er på flugt, rejser man let. Så da soldater for tredje gang på kort tid var dukket op for at hente 30-årige Hagos Zeru, tog det ikke lang tid at pakke: Eksamensbeviset som ingeniør og nogle få andre personlige papirer var bagagen, da han sagde farvel til sin kone 14. maj sidste år. I lommen havde han også en USB-nøgle med billeder fra hans eksamensafslutning som civilingeniør ved Eritrea Institute of Technology.

Om natten sneg han sig sammen med en kammerat over grænsen til Sudan. Det lykkedes at komme uset forbi de bevæbnede grænsevagter, som ikke kun håndhæver Eritreas territorium mod ydre fjender: I Eritrea er den stående ordre, at soldater skal skyde deres landsmænd, hvis de flygter. Hagos Zeru kendte forholdsordren, men han kendte også området godt, og ingen skud blev løsnet, da han listede sig ud af sit fædreland på Afrikas Horn.

De næste to måneder rejste han gennem Sudan og Libyen. Han krydsede Middelhavet, landede på Sicilien og ankom til Danmark 25. juli. Her blev han en af de tusinder af eritreere, der i sommer blev et problem for en række europæiske regeringer.

Den danske regering var én af dem.

På få uger i sommer voksede strømmen af flygtninge fra Eritrea markant. Hvor Danmark i årevis havde modtaget en håndfuld eller to om måneden, strømmede hundredevis af eritreiske flygtninge nu til landet. Hagos Zeru var én af de i alt 510 eritreiske asylansøgere, der i juli ankom til Danmark, et mål han havde valgt, fordi han har hørt, at det er et fredeligt, demokratisk land, hvor man ikke behøver at frygte regeringen.

Men efter kort tid tog regeringen affære. Tre uger efter Hagos Zerus ankomst satte Udlændingestyrelsen sagsbehandlingen af eritreernes asylansøgninger i bero. Daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) sendte en pressemeddelelse ud, hvori hun annoncerede, at Udlændingestyrelsen ville sende en såkaldt fact finding-mission til Eritrea for at undersøge, om flygtningene har »et reelt beskyttelsesbehov«.»Har de ikke det, skal de sendes tilbage,« lød det fra ministeren i pressemeddelelsen 13. august, hvor hun gjorde klart, at »der ikke som udgangspunkt vil blive meddelt eritreere asyl, før denne vurdering foreligger«.

Historien gik landet rundt, men ifølge Hagos Zeru fik eritreerne ingen oplysninger om, at der indtil videre ikke ville blive taget beslutninger om asyl. Hurtigt plantede der sig en kollektiv usikkerhed blandt eritreerne på flygtningecentrene om, at noget var galt, og Hagos Zeru, der havde sat sig ind i asylprocedurerne, forsøgte at skabe sig et overblik over, hvad der faktisk skete.

»Det var først på et informationsmøde, som Røde Kors holdt for os, at det gik op for mig, at vi var sat på standby, og at vi risikerede at blive sendt hjem. Det blev jeg dybt berørt af. Det blev vi alle,« siger han.

Hagos Zeru var rystet. Han havde håbet på beskyttelse her, og han havde hørt, at det ville tage højst tre måneder at få behandlet sin asylsag. På sjette måned er han på et asylcenter på den yderste spids af Stevns, og han har ifølge eget udsagn intet fået at vide om, hvornår hans fremtid kan afklares.

»Regimet betragter flygtninge som landsforrædere. Jeg bliver fængslet og risikerer dødsstraf, hvis jeg vender tilbage til Eritrea, og jeg ved stadig ikke, om jeg kan blive i Danmark. Jeg er på standby.«

Ved ankomsten til Danmark i juli blev Hagos Zeru indkaldt til samtale af Udlændingestyrelsen. Samtalen blev gennemført 10. oktober 2014 – under asylstoppet. Normalt resulterer samtalerne i en afgørelse, men under asylstoppet blev der ikke truffet afgørelser.

Hagos Zeru blev udspurgt om, hvordan Eritreas flag ser ud, hvad præsidenten hedder, hvorfor han søgte asyl og om navnet på landets møntfod, navnet på den nationale TV-station, og hvad landets ølmærke er.

Spørgsmål, der skulle klarlægge, om Hagos Zeru faktisk var fra Eritrea. Sagsbehandleren noterede svarene et for et og lod blandt andet asylansøgeren tegne Eritreas flag, de tre trekanter med olivengrenen og kransen i midten.

Samtalen fortsatte til midt på eftermiddagen. Rejseruten blev beskrevet i detaljer, og asylmotivet – hvorfor Hagos Zeru faktisk flygtede fra Eritrea – blev forklaret og noteret af sagsbehandleren.

Hagos Zeru fortalte, at han er udeblevet fra landets nationaltjeneste, og at han risikerer forfølgelse, fordi han er udrejst af landet illegalt. Begge dele er ifølge de flygtede eritreere strafbart og kan medføre forfølgelse og sågar dødsstraf. Et synspunkt, der deles af FN og flere menneskerettighedsorganisationer. »Hele verden kender jo eritreernes situation: Vi er ikke frie, og vi er ikke sikre. Staten ejer os med nationaltjenesten, og man bringer sig selv i fare, hvis man udebliver. Det er farligt at rejse ud af Eritrea, men det vil være livsfarligt for mig at vende tilbage,« siger han.

Med sig fra samtalen 10. oktober fik Hagos Zeru et brev, hvor der blandt andet står, at han har lov at opholde sig i Danmark, mens hans asylsag behandles, og at han kan forvente en afgørelse inden for tre måneder. 24. november blev han indkaldt til en ny samtale 13. februar.

Dagen efter, den 25. november, offentliggjorde Udlændingestyrelsen rapporten om Eritrea og lagde op til at kunne træffe afgørelser igen. Rapporten blev hurtigt omstridt på grund af konklusionerne om, at flugt fra nationaltjenesten ikke nødvendigvis gav anledning til asyl i Danmark. I december trak Udlændingestyrelsen de asylretlige konsekvensker på baggrund af rapporten tilbage. Blandt andet efter kritik fra kilder og to embedsmænd i Udlændingestyrelsen. Dermed ville illegal udrejse og desertering fra nationaltjeneste igen af de danske myndigheder i mange tilfælde igen blive betragtet som gyldigt asylmotiv.

 

Myndighederne har løbende givet skiftende forklaringer på asylstoppet for personer fra Eritrea, viser en gennemgang af flere dokumenter. Det får en række eksperter i søndagens udgave af Berlingske til at så tvivl om, hvorvidt asylstoppet i efteråret 2014 overhovedet var lovligt. Klik på de røde cirkler for at læse dokumenterne.

 

Nationaltjenesten er en slags samfundstjeneste med kraftigt militært islæt. Nationaltjenesten frygtes, fordi den for nogle er lig med slavelignende arbejde og for alle er tidsubegrænset. Det betyder, at eritreere – både kvinder og mænd – som udgangspunkt står til rådighed for staten, fra de går ud af skolen til langt op i fyrrene.

Hagos Zeru var udkommanderet til lige dele militær træning og som underviser på en teknisk skole, hvor han skulle undervise i fag, han intet vidste om. Da han havde undervist i tre år, fik han nok.

»Jeg er uddannet ingeniør. Mine karakterer har altid været i top. Jeg vil noget med mit liv. Jeg vil bidrage og gøre det godt. Mine ambitioner er høje, men mine muligheder i Eritrea var håbløse. Der var ingen frihed, og hvis man var på kant med regimet, var man i fare. Jeg har aldrig været politisk aktiv, men jeg kom på kant med regimet, da jeg sagde fra over for nationaltjenesten,« siger han.

Hagos Zeru udeblev fra nationaltjenesten og lykkedes at undgå myndighederne i et år, selv om soldater flere gange kom til hans hjem og truede hans kone. Sammen med sine brødre etablerede han en spillecafé, hvor børn og unge kunne spille Playstation mod betaling. Ingeniøren vidste, at det ville være et spørgsmål om tid, før myndighederne ville begynde at jage ham, men han opsøgte alligevel både skolen og skolemyndighederne og forsøgte at forklare, at han ikke kunne fortsætte med at arbejde som lærer, fordi han ikke vidste noget om det, han underviste i. Men soldaterne kom igen, og til sidst frygtede han for sit liv, pakkede sit eksamensbevis og flygtede.

Hagos Zerus fremtid i Danmark kan blive afgjort ved samtalen 13. februar. Han glæder sig over, at Danmark igen afgør sager om eritreere, men forløbet har plantet en dyb tvivl i ham.

»For mig er usikkerheden det værste. Det var farligt at flygte, men når man flygter for at redde sit liv, tænker man ikke så meget på det. Det er ventetiden, der er værst. Det er som et sår, der bliver holdt åbent.«

Se forløbet i Eritrea-sagen her (klik på pilene eller træk i billedet):