Tvivlen nager S

Et møde i Socialdemokratiets ledelse afgør mandag, om partiet støtter en folkeafstemning. På forhånd peger pilen på, at partiet ikke finder det nødvendigt.

En del tyder på, at Socialdemokraterne på mandag beslutter, at der ikke er behov for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Men tvivlen nager.

Hverken partiets EU-ordfører, Kim Mortensen, eller medlem af Folketingets Europaudvalg Yildiz Akdogan mener efter offentliggørelsen af Justitsministeriets ekspertredegørelse, at det er nødvendigt med en folkeafstemning om den nye traktat.

Svend Auken (S) har dog endnu ikke taget stilling, og Kim Mortensen understreger, at den endelige afgørelse først træffes på et fremrykket møde i partistyrelsen mandag.

EU-parlamentariker Ole Christensen (S) ønsker en folkeafstemning.

- Ellers er jeg meget nervøs for, at vi skubber et stort problem foran os, også i forbindelse med en eventuel folkeafstemning om at få de danske forbehold afskaffet, siger han.

Kollegaen Britta Thomsen (S) afventer partidrøftelsen.

/ritzau/