TV 2: Milliarddyr sommerhjælp på vej til kultur og hoteller

Kultur- og oplevelsesøkonomien skal stimuleres med hjælpepakke på halvanden milliard kroner, erfarer TV 2.

Hoteller og restauranter, som her Melsted Badehotel ved Gudhjem på Bornholm, kan se frem til en økonomisk håndsrækning, erfarer TV 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Regeringen vil torsdag præsentere en sommerhjælpepakke på 1,5 milliarder kroner, der skal stimulere dele af dansk økonomi.

Det erfarer TV 2.

Hjælpepakken er rettet mod kultur- og oplevelsesøkonomien, der - ligesom store dele af samfundet i øvrigt - har været hårdt ramt af coronaudbruddet og de efterfølgende nedlukninger.

Sommerhjælpepakken skal afløse en række hjælpepakker, som udløber med udgangen af juni.

Folketingets partier blev i slutningen af marts enige om at optegne rammerne for en sommerpakke målrettet forlystelsesparker, koncertsteder og andre aktører i kultur- og oplevelsesøkonomien.

TV 2 skriver, at cirka 400 millioner kroner vil gå til hoteller og restauranter, mens museer og andre aktører i kulturlivet får omkring 300 millioner kroner.

Pengene skal gøre det muligt at sænke prisen på entré eller gøre det helt gratis at komme på museum eller i eksempelvis teatret.

Derudover bliver 200 millioner kroner øremærket til billig transport i Danmark i form af Orange-togbilletter og nedsatte færgebilletter.

Det var i forvejen planlagt, at regeringen torsdag vil fremlægge et udspil til en sommer- og erhvervspakke. Men selve indholdet i udspillet har ikke tidligere været kendt.

Allerede onsdag aften bliver den omtalte sommerpakke budt varmt velkommen. Det er blandt andre Dansk Erhverv, der gør dert.

Jes B. Christensen, underdirektør for poltiik og analyse, skriver på Twitter, at »turismen er enormt presset. Oplevelseserhverv er i knæ.«

»Dansk Erhverv glæder os til at komme længere ned i detaljerne i regeringens sommerpakke. 1,5 mia. kroner er mange penge, og der er i den grad brug for hjælp til særligt København – lufthavnen, hoteller og restauranter,« skriver han.

Katrine Robsøe, uddannelses- og erhvervsordfører for Radikale, byder også nyheden velkommen.

»(Det er, red.) mega vigtigt, at vi får hjulpet oplevelsesindustrien – særligt i de største byer,« skriver hun.

Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater, skriver i en e-mail til Berlingske, at »det lyder lovende«.

»Teatrene åbner i morgen torsdag og sælger rigtig mange billetter lige nu. Desværre må vi fortsat kun spille for halve sale, og der er halv pris på billetter ikke den store hjælp. Men til gengæld frygter vi med bævren, hvad der sker, når vi kommer ind i sensommeren og efteråret, og feriepengene er sluppet op. Det er dér, vi som branche for alvor får brug for hjælpen, og det håber jeg virkelig, at udspillet tager højde for,« skriver han.

På pressemødet torsdag deltager fire ministre fra den socialdemokratiske regering: Finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov, erhvervsminister Simon Kollerup og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen.

Når udspillet er blevet præsenteret, skal sommerpakken forhandles på plads med Folketingets øvrige partier.

Også sidste år blev der afsat ekstra midler til kultur- og oplevelsesøkonomien i sommermånederne, ligesom den offentlige transport blev tilgodeset.

Blandt andet blev færgebilletter gjort gratis for gående og cyklister i sommeren 2020, hvilket blev en stor succes målt på antal passagerer.

/ritzau/