USA's præsident, Donald Trump, har natten til lørdag endnu en gang sat fokus på Grønland.

Det sker på hans eget sociale medie, Truth Social.

Her har præsidenten delt et billede af en by, som Trump ser ud over. Han har et fast greb om en klippe i baggrunden. Øverst på billedet står der "Hej Grønland".

Ifølge TV 2 er der tale om den østgrønlandske by Tasiilaq.

Billedet fra Trump kommer, efter at hans særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, har besøgt det arktiske område.

Han ankom søndag den 17. maj i Nuuk, og mandag mødtes han med Grønlands regeringstop. Inden sin afrejse gentog han onsdag, at USA har brug for at genopbygge sin tilstedeværelse i Grønland.

- Jeg tror, at man ser præsidenten tale om at øge de nationale sikkerhedsoperationer og genbefolke visse baser i Grønland, siger han onsdag aften dansk tid.

USA har lige nu en enkelt militærbase i Grønland. Det er Pituffik Space Base, der tidligere var kendt som Thule-basen.

Basen er placeret på Grønlands nordvestlige kyst.

Også USA's ambassadør i Danmark, Ken Howery, har i løbet af ugen besøgt Grønland. De to deltog sammen i en erhvervsmesse tirsdag og onsdag i Grønland.

/ritzau/