Mindst en gang om året skal forsvarschef Michael Hyldgaard møde op i Folketinget for at svare på spørgsmål fra alle partierne.

Det vil forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) indføre i en endnu udefineret model, siger han til Jyllands-Posten.

Han begrunder det med øgede udgifter til oprustning og "den generelle forsvars- og sikkerhedspolitiske situation".

Ministeren vil drøfte tiltaget med Folketingets forsvarsudvalg for at finde frem til den konkrete model for spørgerunden med forsvarschefen.

Han nævner blandt andet over for mediet, at det er vigtigt, at partier, der ikke er med i forsvarsforliget, også får mulighed for at stille spørgsmål til forsvarschefen.

- En af udfordringerne ved at have en forligskreds er jo, at de partier, som ikke er med, har svært ved at få samme adgang til at stille spørgsmål til forsvarschefen, uddyber ministeren til mediet.

Alle partier på nær Alternativet, Enhedslisten og løsgængere er en del af forsvarsforligskredsen.

Michael Hyldgaard blev udpeget som forsvarschef i april 2024. Dengang som fungerende forsvarschef.

Det skete, da hans forgænger, Flemming Lentfer, blev hjemsendt efter en sag om våbenproblemer på fregatten "Iver Huitfeldt".

Nogle måneder efter blev han så permanent forsvarschef - midt i en historisk stor oprustning af Danmark i lyset af Ruslands krig mod Ukraine.

Siden da har han stået i spidsen for Forsvaret, mens der er blevet investeret milliarder i dansk forsvar.

Det gælder blandt andet senest i anden delaftale om Aktis og Nordatlanten, som regeringen og forsvarsforligskredsen har indgået.

Troels Lund Poulsen siger til Jyllands-Posten, at de årlige møder mellem politikerne og forsvarschefen som udgangspunkt skal være fortrolige.

/ritzau/