Venstres formand, Troels Lund Poulsen (V), kalder i et opslag delt på Facebook mandag aften den første dag med regeringsforhandlinger som kongelig undersøger for "fyldt med gode snakke og drøftelser".

Ifølge den kongelige undersøger har dagens møder været "en god lejlighed til at drøfte partiernes ønsker til mulige reformer, der kan forbedre dansk økonomi".

Men ifølge Troels Lund Poulsen er det "langtfra alle partier, der vil være med til at føre den ansvarlige økonomiske politik, der er helt nødvendig".

- Forudsætningen for at kunne styrke kernevelfærden, sikre rent drikkevand, investere i Forsvaret, skabe bedre rammer for erhvervslivet, forbedre dyrevelfærden og give danskerne mere luft i privatøkonomien er, at dansk økonomi bliver stærkere, så der er penge til at prioritere fremtidens investeringer, skriver han på Facebook.

SF var det første parti, der mødtes med den kongelige undersøger.

Siden fulgte Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, det færøske parti Javnaðarflokkurin, det færøske parti Sambandsflokkurin og det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit.

Det grønlandske parti Naleraq var dagens sidste, der holdt møde med den kongelige undersøger.

Tirsdag skal Troels Lund Poulsen mødes med de partier, der ikke var til møder mandag: Borgernes Parti, Det Konservative Folkeparti og Moderaterne.

- At mødes med samtlige partier i Folketinget og de nordatlantiske mandater har været rigtig vigtigt for mig, og det er derfor helt bevidst, at alle partier er inviteret til de forhandlinger, som jeg leder.

- For uanset hvordan en regering ser ud, så skal vi kunne samarbejde på tværs af Folketinget.

Venstre-formanden blev fredag i sidste uge udpeget som kongelig undersøger i bestræbelserne på at få dannet en ny regering efter folketingsvalget 24. marts.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) havde forinden forgæves forsøgt at danne regering.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen (M), valgte fredag at meddele, at han nu pegede på Troels Lund Poulsen som forhandlingsleder.

Dermed var der flest mandater bag Venstre-formanden, som nu leder regeringsforhandlingerne.

/ritzau/