Der er for alvor knas mellem regeringspartierne Socialdemokratiet og Venstre, efter at valgkampen er skudt i gang, og efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er sprunget ud som statsministerkandidat og førsteudfordrer til Mette Frederiksen (S).

Troels Lund Poulsen vil ikke finde sig i, at Peter Hummelgaard (S) langer ud efter Venstre, fordi Venstre ikke vil afvise en regering med Dansk Folkeparti (DF).

Det skriver Troels Lund Poulsen på Facebook.

I opslaget nævner han dog ikke DF med et ord.

Hummelgaard har blandt andet udtalt til TV 2, at der er tvivl om støtten til Ukraine med Troels Lund Poulsen som eventuel statsminister.

Det begrunder han med, at DF tidligere har meldt ud, at der ikke skal doneres flere penge til Ukraine, men at støtten skal finde sted via lån i stedet for.

Det mener Troels Lund Poulsen må stå for Socialdemokratiets egen regning.

- Nu kan jeg så se, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har sendt Peter Hummelgaard i medier for at så tvivl om min støtte til Ukraine, hvis jeg bliver statsminister og skal lede en borgerlig regering. Det ved de selvfølgelig godt ikke vil ske.

- Men de siger det alligevel for at forsøge at bilde vælgerne noget ind. Jeg håber, at de selv kan se, hvor desperat det ser ud, skriver Troels Lund Poulsen.

Inden 2022-valget var Socialdemokratiet og Venstre evige rivaler, men efter valget indgik partierne et regeringssamarbejde, hvor også Moderaterne var med.

Efter at statsminister Mette Frederiksen i torsdags udskrev folketingsvalg til afholdelse 24. marts, valgte Troels Lund Poulsen at melde sig som statsministerkandidat. Han er forsvarsminister i SVM-regeringen.

I sit opslag skriver Troels Lund Poulsen, at han har været i Ukraine 11 gange. Det er over fire år siden, at Rusland indledte et fuldtonet angreb mod naboen.

Troels Lund Poulsen har meddelt, at han går efter en borgerlig regering. Han har dog ikke afvist, at Venstre igen kan sidde i en regering med Socialdemokratiet.

- De første dage har allerede vist, at der er to forskellige veje. Og jeg kæmper for, at vi kan få ny borgerlig regering, som jeg gerne vil lede.

- Det er en ansvarlig regering, som styrker kernevelfærden, strammer udlændingepolitikken, gør det billigere at være dansker og lettere at drive virksomhed - og som selvfølgelig fortsætter den historiske oprustning af Forsvaret og går forrest med støtten til Ukraine, skriver han.

Hummelgaard afviser at være desperat, og han afviser også kritikken fra Troels Lund Poulsen.

- Jeg synes, det er en helt legitim debat, når nu en statsministerkandidat åbner op for at tage ham (DF-formand Morten Messerschmidt, red.) med i regering, siger han til TV 2.

Mens Venstres formand er forsvarsminister i SVM-regeringen, er Hummelgaard justitsminister.

/ritzau/