Troels Lund kalder Løkkes forhandlinger for et stort svigt
I et Facebook-opslag skriver Venstre-formanden blandt andet, at en rød regering er "gift for dansk økonomi".

I et Facebook-opslag skriver Venstre-formanden blandt andet, at en rød regering er "gift for dansk økonomi".

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, skriver i et Facebook-opslag torsdag, at han er "meget bekymret for, at vi snart får en rød regering".
I sit opslag udtrykker han også ærgrelse over, at Lars Løkke Rasmussen (M) nu er "i fuld gang med forhandlinger, der skal føre til en rød regering".
Han omtaler en rød regering, "hvor de afgørende mandater ligger hos Enhedslisten og deres hovedbestyrelse", som "gift for dansk økonomi".
Omtalen af Enhedslisten og partiets hovedbestyrelse refererer til Lars Løkke Rasmussen, der allerede dagen efter folketingsvalget under en debat i Publicistklubben udtalte sig netop om en potentiel rød regering.
- Jeg tror ikke, at Danmark har brug for en politik, der er afstemt med Enhedslistens hovedbestyrelse, hvis jeg skal sige det, som det er, sagde Løkke blandt andet under debatten.
Troels Lund Poulsen skriver torsdag videre, at "vi skal gøre Danmark rigere", som formanden også ofte gentog under valgkampen til Folketinget, og henviser til, at hvis ikke det sker, har Danmark ikke råd til at fortsat investere i områder som forsvar, kernevelfærd, styrkelse af virksomheder og grøn omstilling.
- Hvis Lars Løkke rent faktisk ønsker den økonomiske politik, han har lovet danskerne, kræver det, at han stiller Mette Frederiksen stolen for døren og peger på en ny kongelig undersøger, skriver Troels Lund.
Hvorvidt den nye kongelige undersøger skal være Troels Lund Poulsen selv nævner han ikke noget om, men ifølge Venstre-formanden skal det være en kongelig undersøger, "der vil sikre en offensiv økonomisk politik".
Han kalder Lars Løkkes ageren under de igangværende regeringsforhandlinger for "et stort svigt".
- Det er ærgerligt for alle dem, der stemte på en borgerlig økonomisk politik. Men mest af alt er det ærgerligt for Danmark, skriver han afslutningsvist.
Troels Lund Poulsen har i længere tid været sat ud af spillet i forhold til at deltage fysisk i de igangværende regeringsforhandlinger, efter at han 4. april blev opereret akut i øjet efter en alvorlig nethindeløsning.
Onsdag kunne Venstre-formanden dog melde i et andet opslag på Facebook, at han nu er tilbage efter operationen.
/ritzau/