Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
- Jeg kan se i redegørelserne til skatteministeren, at der påstås at være lavet et notat i Venstres sekretariatet. Det er fuldstændig forkert. Det har intet på sig overhovedet.
Så klar var afvisningen fra tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), da han fredag eftermiddag mødte pressen på Christiansborg, for at kommentere de hårde beskyldninger, som er rettet mod ham i sagen om Skatteministeriets håndtering af Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Troels Lund Poulsen erkendte, at det var ham selv, der sammen med sin spindoktor Peter Arnfeldt, udfærdigede det notat, som Skatteministeriets departementschef Peter Loft senere udleverede til Skat København på et møde den 1. september 2010.
Bad du om at få notatet udarbejdet?
- Det kommer jeg til at svare på, når jeg skal forklare mig for en undersøgelseskommission.
Kan vi ikke bare få sandheden?
- Jo, og den ser jeg frem til at give, svarede Troels Lund Poulsen.
Ifølge direktør for Skat København var notatets samlede konklusion, at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark - altså en oplysning, som på daværende tidspunkt ville være dybt skadelig for Thornings muligheder for at blive statsminister.
Peter Loft forklarer selv, at han havde fået udleveret notatet fra Troels Lund Poulsen eller Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Arnfeldt. Selve notatet var »muligvis« skrevet af Venstres pressetjeneste, skriver Loft.
Denne anklager afviste Troels Lund fuldstændig. Det famøse notat var en samling pressehenvendelser, hævdede han.
- Jeg lavede i sommeren 2010 sammen med min særlige rådgiver en samling af de pressehenvendelser, som kom ind om sagen, sådan at vi kunne besvare spørgsmålene, fra en lang række medier, sagde Troels Lund Poulsen fredag.
Tidligere i forløbet ønskede Troels Lund Poulsen ikke at udtale sig i sagen, fordi han havde »pålagt sig selv tavshedspligt«.
Undersøgelseskommission på vej
Regeringen vil nu nedsætte en tilbundsgående undersøgelseskommission, som skal kulegrave hele forløbet omkring Skat, Skatteministeriet og Troels Lund Poulsens håndtering af Helle Thorning-Schmidts såkaldte skattesag.
De to redegørelser indeholder modstridende oplysninger.
- Redegørelserne har rejst en række nye og meget alvorlige spørgsmål, som det er helt nødvendigt at komme til bunds i. Der er rejst spørgsmål, som regeringen ikke mener, at Folketinget kan sidde overhørig, sagde skatteminister Thor Möger Pedersen på et pressemøde tidligere fredag.
Han tilføjede, at begge redegørelser tyder på politisk indblanding.