Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har en nyhed med til søndagens tv-statsministerduel med Mette Frederiksen (S) i Odense søndag aften.

Partiet vil forbedre seniorpensionen.

Det skal være muligt at komme på ordningen op til ni år før pensionsalderen, frem for de nuværende seks år.

- Jeg synes, at vi skal gøre bedre. Mit forslag er, at vi skal gøre den ordning bedre, så vi går op til ni år, så vi giver bedre vilkår for dem, der er nedslidte og har et akut behov for at forlade arbejdsmarkedet, siger Troels Lund Poulsen.

De to partier, som Venstre har været i regering med siden 2022 - Socialdemokratiet og Moderaterne - har begge fremlagt pensionsudspil under valgkampen.

Moderaterne vil have det, partiet kalder en delpension, hvor dem, der er mest nedslidte, skal have ret til den højeste ydelse. Det skal være muligt tre år før pensionsalderen.

Socialdemokratiet har foreslået at forbedre det, der kaldes Arne-pensionen, så ydelsen stiger 3000 kroner om måneden, og derudover vil partiet fra år 2045 halvere takten i stigningen i pensionsalderen.

Venstre spiller nu ud med en forbedret version af seniorpensionen, som aktuelt er den mest populære ordning for dem, som ønsker at trække sig før pensionsalderen.

- Dem, som er nedslidte, og har brug for at trække sig fra det danske arbejdsmarked, har svært ved det. Jeg var selv med til at lave det, der hedder seniorpensionen. Den har vist sig at være en rigtig, rigtig god idé, og den har en god ydelse, så man kan trække sig fra arbejdsmarkedet, siger Troels Lund Poulsen.

Midt under debatten uddyber Venstre i en pressemeddelelse, at partiet vil afsætte en milliard kroner om året til at udvide ordningen.

Ordningen vil, hvis forslaget bliver til virkelighed, betyde, at en 60-årig vil kunne visiteres til seniorpension.

Det er en læge, som skal vurdere og visitere borgere, som ønsker at komme på seniorpension, hvis de føler sig nedslidte.

/ritzau/