Trods trepartsaftale: DF kræver endnu flere penge til erhvervsskolerne

Weekendens trepartsaftale gav 150 millioner mere til erhvervsskolerne. Men nu melder Dansk Folkeparti, at partiet ikke skriver under på en finanslov uden endnu flere penge til de faglige uddannelser.

Foto: Mads Claus Rasmussen. ARKIVFOTO: »Vi går ikke med til en finanslov, der ikke giver flere penge end det, trepartsaftalen stiller i udsigt,« siger finansordfører René Christensen (DF) til Altinget.
Læs mere
Fold sammen

Først var de glade, men nu vil de have endnu mere.

Den trepartsaftale, der i søndags sikrede 150 millioner kroner mere til erhvervsskolerne, er nemlig ikke ambitiøs nok for Dansk Folkeparti. Det skriver Altinget.

»Vi går ikke med til en finanslov, der ikke giver flere penge end det, trepartsaftalen stiller i udsigt,« siger finansordfører René Christensen (DF) til Altinget.

Dermed modsiger han sin beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, der så sent som i mandag roste trepartsaftalen for at sløjfe en årlig besparelse på to procent - det såkaldte omprioriteringsbidrag - for erhvervsskolerne.

Men nu står det klart, at trepartsaftalen ikke afskaffer omprioriteringsbidraget for erhvervsuddannelserne. Den kompenserer kun for en del af besparelserne, og det er ikke godt nok, fastslår René Christensen:

»Det er vores politik, at besparelserne på erhvervsskolerne er gået for vidt. Det ændrer kvalitetspuljen på 150 millioner sådan set ikke på. Der skal mere til, og vi ser allerhelst, at omprioriteringsbidraget sløjfes på erhvervsuddannelserne,« siger René Christensen.

Han afviser, at Bent Bøgsted på DF’s vegne har stillet sig tilfreds med kvalitetspuljens millioner.

»Du må spørge Bent om, hvorfor han har sagt det. Men vores politik er, at omprioriteringsbidraget skal fjernes, og det er det ikke blevet med trepartsaftalen.«

Mandag blev trepartsaftalen om efteruddannelse ellers udlagt som en sejr for erhvervsskolerne, der fik forlænget kvalitetspuljen frem til år 2018.

Flere steder – blandt andet fra Dansk Metal – lød det, at det årlige sparekrav på to procent ikke gjaldt erhvervsskolerne i 2018.

Men i trepartsaftalen står der ikke sort på hvidt, at omprioriteringsbidraget sløjfes. I stedet står, at regeringen under finanslovsforhandlingerne vil søge opbakning til at forlænge kvalitetspuljen på 150 millioner.

Kvalitetspuljen var i 2016 og 2017 en kompensation, der skulle give erhvervsskolerne pusterum fra omprioriteringsbidraget. Men puljen er ikke længere nok for regeringens støtteparti, siger René Christensen:

»Kvalitetspuljen er ikke løsningen længere. Det var den i 2016 og 2017, men det går ikke mere. Vi kan se, at rationaliseringskravet på to procent overstiger de 150 millioner, der tilføres den anden vej. Vi ved, at Danmark har brug for mere faglært arbejdskraft fremover. Derfor giver det selvfølgelig ikke mening, at vi bruger færre penge på erhvervsskolerne.«

Finanslovsforhandlingerne fortsætter i slutningen af denne uge.