Trods regeringens klimaplan: Landets brændeovne vil (stadig) forurene mere end biltrafikken

Selv hvis det lykkes statsministeren med sin klimaplan i hånden at udskifte en række danske brændeovne, vil de lune flammer i stuerne fortsat forurene mere end landets biltrafik, vurderer ekspert.

Regeringen fremlægger i dag sit luft- og klimaudspil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus

En af de største kilder til luftforurening har en central placering i mange danske hjem.

Landets brændeovne er nemlig årsag til en markant udledning af skadelige partikler, og det vil regeringen nu ifølge DR sætte en stopper for med luft- og klimaudspillet »Sammen om en grønnere fremtid«, som præsenteres i dag klokken 10:30.

Brændeovne skal fremover igennem et eftersyn, når boligen skifter ejer, og er brændeovnen fra før år 2000, skal det være lovpligtigt at skifte den ud med en nyere model eller skrotte brændeovnen helt, skriver DR.

Allerede sidste år kunne Berlingske beskrive, at landets brændeovne er kilde til massiv partikeludledning og forurener langt mere end biltrafikken, der ellers ofte omtales som den store luftforurener.

Men hvis regeringen ønsker at gøre op med netop brændeovnenes luftforurening, er det utilstrækkeligt at skifte dem ud, siger professor ved Institut for Miljøvidenskab Ole Hertel i dag til Berlingske:

»Brændeovne er den største kilde til udledninger af partikler, og det vil også være tilfældet efter regeringens indgreb. Forslaget vil have en positiv effekt, fordi nyere brændeovne forurener mindre end gamle, men det vil naturligvis have større effekt, hvis der sker et fald i brugen af brændeovne.«

Danskerne bruger brændeovne forkert

Ole Hertel siger, at det i høj grad er afgørende, hvordan brændeovnene anvendes, hvis luftforureningen skal begrænses.

Store udledninger af partikelforurening fra brændeovne skyldes f.eks. i høj grad, at danskerne fyrer med vådt træ. Det vil en udskiftning af brændeovnene ikke ændre ved, påpeger Ole Hertel.

»Der findes på nuværende tidspunkt ikke let tilgængelige filtre til at optage skadelig partikeludledning fra brændeovne endnu, og det er det helt store problem, når vi taler om at bruge brændeovne som varmekilde,« siger Ole Hertel.