Trods nyt borgerligt parti: Konservative frygter ikke spærregrænsen

Højrefløjspartiet Nye Borgerlige er blevet opstillingsberettigede til næste folketingsvalg, og har meldt sig ind i kampen om de borgerlige stemmer. Alligevel frygter Det Konservative Folkeparti ikke spærregrænsen trods rekord lav opbakning.

Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative holder sin tale ved partiets landsråd i Herning lørdag d. 24 september 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tony Brøchner

Tre procent.

Det er, hvad Det Konservative Folkeparti står til at få af det samlede antal stemmer, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det viser Berlingskes Barometer, der vægter gennemsnittet af flere institutters meningsmålinger. Tilslutningen er rekordlav, hvor partiet i løbet af de seneste to år er blevet halveret i meningsmålingerne.

Samtidig har højrefløjspartiet Nye Borgerlige samlet nok vælgererklæringer til at komme på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Med både Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og nu Nye Borgerlige er kampen om de borgerlige stemmer spidset til. Alligevel frygter Det Konservative Folkeparti ikke at komme under spærregrænsen, som ligger på to procent, siger partiets formand, Søren Pape Poulsen.

Søren Pape, Nye Borgerlige er blevet opstillingsberettigede. Skal I frygte, at de stjæler stemmer fra Det Konservative Folkeparti?

»Det skulle vi frygte, hvis de rent faktisk gjorde det. Men vi kan se på de målinger, der er kommet, at de tager dem andre steder fra. Men vi tager det selvfølgelig alvorligt. Jeg koncentrerer mig mere om at fortælle, hvad vi gerne vil. Jeg har ikke hørt ret mange tale om de udfordringer, boligejerne har. Det er det, jeg bruger min tid på,« siger Søren Pape Poulsen.

Men er det ikke et parti, I skal frygte kommer til at stjæle stemmer fra Det Konservative Folkeparti ved et folketingsvalg?

»Vi tager det dødalvorligt, men vi skal ikke ændre vores politik, fordi andre partier kommer til. Vi skal hele tiden blive endnu skarpere, vise vejen og finde nogle klare løsninger for danskerne. Det er sådan set det, jeg koncentrere mig om.«

I ligger på cirka tre procent i meningsmålingerne. Er tiden løbet for Det Konservative Folkeparti?

»Nej. Jeg tror udfordringen er, at efter nogle år, hvor vi har været hele paletten rundt, så trak jeg en streg i sandet sidste år og sagde, og nu er der nogle særlige områder, vi fokuserer på. Det er kun et år siden. Det tager noget tid. Og så tror jeg, at i en tid, hvor flere sidder oppe i nogle trætoppe og råber og skriger til hinanden, der kan de godt blive lidt klemt. Jeg er sikker på, at der er flere danskere, der hellere vil have, at vi laver løsninger i stedet for at sidde og råbe.«

Men med hånden på hjertet skal i så ikke frygte, at I kommer under spærregrænsen?

»Hvis det er det, der var vores fokus, så skulle vi stoppe lige med det samme. Vi skal hele tiden have fokus på, hvordan vi bliver et større og stærkere parti. Hvordan vi lægger nogle ting frem, så danskerne kan se, at vi arbejder for dem. Vi arbejder for dem, der bliver drevet ud af deres hus på grund af skatter. Vi arbejder for et stærkere forsvar og et bedre politi. Det er det, jeg skal bruge min tid på,« siger Søren Pape Poulsen.

Det Konservative Folkeparti fik ved folketingsvalget 3,4 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 fik partiet 4,9 procent.