Trepartsaftale fordeler 5,4 milliarder til flere lærepladser

En for stor opsparing i lærlingefond skal nu sendes til virksomheder for at sikre flere lærlingepladser.

København. Regeringen og arbejdsmarkedets parter fordeler et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Pengene kommer fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), hvortil private og offentlige arbejdsgivere betaler et bidrag, der finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne.

Men staten har opkrævet for mange penge fra arbejdsgiverne gennem AUB-bidrag. Ved udgangen af 2020 forventes der således en opsparing på omkring 5,4 milliarder kroner i AUB.

Overopkrævningen har udløst kritik fra Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge.

Regeringen har derfor sammen med arbejdsmarkedets parter nu fundet en måde at bruge de overskydende penge til at sikre flere lærlingepladser.

Samtidig er parterne blevet enige om, at der skal sikres en fremadrettet balance i indbetalingerne til AUB, fremgår det af aftalen.

/ritzau/