En ny smittekæde ser ud til at være begyndt blandt det somaliske mindretal i Aarhus. Ud af 78 konstaterede coronasmittede i sidste uge, har 61 personer somalisk herkomst. Det svarer til tre ud af fire af alle tilfælde fra sidste uge. Statens Serum Institut skriver på sin hjemmeside, at der er tale om en ophobning af smittede inden for flere familier i flere boligområder.
Abdirahman M. Iidle, der er talsmand for AarhuSomali, som repræsenterer 13 somaliske foreninger i byen, ved ikke, hvordan smitten er startet i det somaliske miljø, da der ifølge ham ikke har været nogen store arrangementer.
»Der har ikke været afholdt store arrangementer i det somaliske miljø, der har ikke været bryllupper eller store fester,« siger Abdirahman M. Iidle.

Han peger dog på flere sandsynlige scenarier for, hvorfor smitten er blevet så udbredt i det somaliske miljø.
»Man skal være opmærksom på, at folk med somalisk baggrund ofte arbejder i job, som kan være særligt udsatte i forhold til smitte. Der er mange, der arbejder som buschauffører eller SOSU-assistenter, hvor de har stor kontakt med andre mennesker og derfra kan være blevet smittet,« siger Abdirahman M. Iidle og tilføjer, at flere somaliske familier siden genåbningen har været i forlystelsesparker i Østjylland.
»Der er mange, som har været i forlystelsesparker som Djurs Sommerland eller Tivoli Friheden,« siger han.
De somaliske foreninger i Aarhus vil nu sammen med myndighederne finde ud af, hvorfor smitten er blevet så udbredt, og undersøge, hvordan de kan komme smitten til livs.
»Vi skal i gang med at undersøge, hvorfor smitten er blevet så udbredt blandt somalierne her i byen. Vi vil holde møde med Aarhus Kommune for at finde ud af, hvad vi kan gøre,«
Har der været nok tilgængelig information om coronavirussen, og hvordan man kan undgå at blive smittet på somali?
»Da coronavirussen kom til landet, og Danmark lukkede ned, kørte vi en massiv kampagne med materiale fra integrationsministeriet på somali, som vi har delt rundt. Vi har også delt videoer på de sociale medier. Vi oplevede, at folk var nysgerrige og meget gerne ville vide, hvad der foregik,« siger Abdirahman M. Iidle.
Også Aarhus kommune fortæller, at man vil intensivere indsatsen for at komme smitten til livs hos det somaliske mindretal i kommunen.
»Vi kommer til at målrette kommunikationen til dem specifikt, både gennem boligforeningerne og gennem institutioner i områder, hvor der er en høj koncentration af folk med somalisk baggrund,« siger Jacob Bundsgaard ifølge Ritzau.
Der bor 4.724 personer med somalisk baggrund i Aarhus Kommune, hvilket svarer til omtrent 1,3 pct. af det samlede antal indbyggere i kommunen.