Fredag eftermiddag skal tre af regeringens ministre forklare sig for Folketinget i sagen om tilbageholdte informationer om de omtrent 25 danske børn af syrienkrigere, som i øjeblikket sidder i fangelejre i det nordlige Syrien.
Det drejer sig om udenrigsminister Jeppe Kofod (S), justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Grunden til, at de alle er indkaldt, er ifølge Venstres udenrigsordfører og næstformand i Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, at så er »der ikke er nogen, der kan sige, at sagen ikke ligger os dem«.
Det er formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der har indkaldt de tre ministre på vegne af hele nævnet.
Baggrunden er, at Ekstra Bladet for nylig kunne afsløre, at regeringen har tilbageholdt afgørende oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), om at Islamisk Stat har smuglet omtrent 30 børn ud fra flygtningelejre al-Hol og al-Roj, som de danske børn befinder sig i. Det er sket med det formål at træne dem til at begå terror i hjemlandene.
Dette blev den socialdemokratiske regering orienteret om sidste år.
Det handler om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik for Danmark, og spørgsmålet om syrienskrigerne og deres børn har været et af de mest omdiskuterede udenrigspolitiske emner i lang tid.Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører, Venstre
Siden da har børnene i Syrien været et omdiskuteret politisk emne, men rapporten fra FE er altså ikke blevet delt med Folketingets partier i det ellers fortrolige forum, som Det Udenrigspolitiske Nævn er.
Mødet skal finde sted fredag klokken 14.30.
Det handler om sikkerhedspolitik
»De tre ministre skal både forklare, hvad der står i rapporten, og hvorfor man ikke har følt sig nødsaget til at inddrage Det Udenrigspolitiske Nævn, da man fik den her rapport,« siger Michael Aastrup Jensen.
Han understreger, at Det Udenrigspolitiske Nævn netop er underlagt en skærpet tavshedspligt, som gør det muligt for regeringen at fremlægge fortrolige informationer.
»Det handler om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik for Danmark, og spørgsmålet om syrienkrigerne og deres børn har været et af de mest omdiskuterede udenrigspolitiske emner i lang tid. Derfor nytter det ikke noget, at der er oplysninger, som vi ikke ved noget om, for så er det jo umuligt at have en politisk diskussion,« siger han:
»Vi er rigtig mange, der er ret sure over, at vi skal læse om det her i medierne.«




