1 Dalai Lama kan koste eksport. Da Nobelkomitéen i 2010 gav fredsprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiabo, lagde Kina Norge på is. Da Lars Løkke Rasmussen i begyndelsen af 2009 mødte Dalai Lama på Marienborg, var det Danmark, der fik en kold kinesisk skulder. I dagene før klima­topmødet i København i december 2009 normaliserede Danmark forholdet til Kina med den såkaldte verbalnote, der aner­kender ét Kina med Tibet herunder. Og hvor Kina fra 2010 til 2014 var lukket land for norske ministre, besøgte danske ministre kineserne 44 gange. »Dybest set handler det om arbejdspladser,« erkendte statsminister Helle Thorning-Schmidt over for Berlingske sidste år. Fra 2003 til 2013 er Danmarks eksport til Kina steget med ca. 280 pct. Eksporten til EU-landene er steget ca. 30 pct.

2. Dalai Lama er lakmusprøven på en regeringsleders syn på forholdet mellem menneskerettigheder og eksport. Og som regerings­leder har råb om danske arbejdspladser det med at overdøve spæd men højstemt tale om menneskerettigheder. Derfor er Dalai Lamas tilstedeværelse en evig påmindelse om gamle dages politiske hykleri. Thorning­-Schmidt slog som oppositionsleder i 2007 fast, at hun naturligvis ville møde Dalai Lama, skulle hun overtage Statsministeriet. I 2009 hånede hun Løkke Rasmussen for blot at tage et »privat« møde med lamaen. i 2015 vil hun ikke selv tage initiativ til et sådant møde.

3. Dalai Lama minder os om de nye tider. Alle frygter Kina, også Danmarks statsminister, selv om frygt er et stærkt ord. Kina har vokset sig større og langt mere magtfuldt, siden Poul Nyrup Rasmussen som den første stats­minister mødte Dalai Lama i Kongeværelset i Københavns Lufthavn i 2000. Kina er fremtidens stormagt, og derfor er det sikkerheds­politisk og især økonomisk fordelagtigt at være på god fod med landet. Realpolitik, når det er bedst. Forholdet til Kina er endnu ikke baseret på en stor værdimæssig fælles­mængde, men så er Kina en del af Danmarks fremtid – og måske især vice versa.