Transportminister Thomas Danielsen (V) er svært begejstret for Green Mobilitys udmelding om, at virksomheden er klar til at indkøbe selvkørende biler til det danske marked.
Det siger han til Ritzau.
- Området rummer nogle meget store potentialer. Jeg har lempet reglerne, så det er langt nemmere at få lov til at teste selvkørende biler i Danmark.
Ministeren siger, at der er blevet åbnet for selvkørende enheder i en sådan grad, at det eneste krav - når enheden er sikkerhedsgodkendt - er, at man skal kunne komme i kontakt med en person fra et hovedkontor.
- Sandheden er, at teknologien er mere præcis og dygtigere, end vi mennesker er på mange områder. Der vil helt sikkert være en frygt for det ukendte, siger han.
- Det svære bliver at acceptere, at en selvkørende bil også kan køre galt. Antallet af trafikdræbte vil formentlig falde, men man skal kunne acceptere, at det ikke skyldes menneskelige fejl.
Ifølge Thomas Danielsen er den eneste grund til, at der ikke allerede er selvkørende biler på vejene, at private virksomheder ikke har søgt om lov til at teste bilerne.
- Det har hele tiden været en af ministerprioriteter at få flere selvkørende enheder til Danmark, og jeg har et mål om at få det første selvkørende køretøj til Danmark, siger Thomas Danielsen.
Elbilsselskabet Green Mobility meldte fredag ud, at selskabet er klar til at indkøbe op mod 2000 selvkørende biler, når dansk lovgivning falder på plads på området.
Ifølge selskabets direktør, Kasper Gjedsted, er årsagen til, at virksomheden ikke har sendt en ansøgning, at man ikke er interesseret i at teste bilerne.
- De er testet. Vi er interesserede i at sætte dem ind på forretningsmæssige vilkår. Vi gider ikke spilde vores tid, før vi for eksempel ved præcist, hvad der kræves for, at vi kan fjerne sikkerhedschaufføren, lyder det.
Selskabet har i sinde at præsentere Danmarks første fuldt autonome bil ved et arrangement tirsdag i næste uge.
/ritzau/
