Trafikforsker: Højere fart giver flere færdselsuheld

Hvis et politisk flertal får held med at sætte farten op på danske landeveje, vil antallet af ulykker stige, vurderer trafikforsker Harry Lahrmann.

Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et politisk flertal ført an af de Radikale vil hæve farten til 90 kilometer i timen på nogle landeveje. Men højere fart er lig med flere færdselsulykker, vurderer lektor Harry Lahrmann, der er medlem af trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet.

»Vi ved med sikkerhed, at når hastigheden på landevejene stiger, så stiger antallet af ulykker,« siger han.

Erfaringerne fra et trafikforsøg, som begyndte i juni 2011, tyder dog også på, at ti kilometer mere i timen også fører gode ting med sig, når det kommer til danskernes trafikadfærd

På 103 kilometer landevej ti forskellige steder i Danmark har man sat farten op til 90 kilometer i timen, og ifølge Vejdirektoratet har det skabt en mere ensartet kørsel, fordi de hurtige bilister har sænket farten, mens søndagsbilisterne har trykket lidt hårdere på gaspedalen.

Det er netop et af argumenterne bag forslaget fra de Radikale, som møder opbakning fra Venstre og de øvrige blå partier.

Forsøget er ved at blive evalueret, og Harry Lahrmann tror, at man vil få positive resultater at se.

Trafikforskeren vurderer dog, at regnestykket over antal ulykker stadig vil have røde tal på bundlinjen, hvis man sætter farten op.

»Hvis man kan få folk til at køre med samme hastighed, trækker det i retning af færre ulykker, og hvis hastigheden bliver højere, får vi flere ulykker. Så er det spørgsmålet, hvilken af de effekter der er den største. Jeg vurderer, at et stigende antal ulykker på grund af en højere hastighed vil være den dominerende effekt,« siger han.