»Totalt set begynder det radikale hold at se noget ramponeret ud«

Nyhedsanalyse: Efter Christians Friis Bachs exit står den radikale leder, Margrethe Vestager, noget svækket tilbage, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Christian Friis Bach pressemøde
Med Christian Friis Bachs exit torsdag står Margrethe Vestagers oprindelige »dream team« noget svækket tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Det er en gammelkendt sandhed, at politik er et blodigt håndværk. Med Christian Friis Bachs pludselige afgang som udviklingsminister er visdommen i ordene endnu engang blevet cementeret.

Den nu detroniserede minister var i Det Radikale Venstre, på ministerholdet, i Udenrigsministeriet og langt ind i blå blok kendt som en dygtig, ordentlig og pligtopfyldende minister, som oven i købet kunne brillere med noget nær ekspertindsigt i udviklings- og bistandspolitik.

Christian Friis Bach var - og er - samtidig et behageligt og sympatisk menneske, som de fleste umiddelbart har befundet sig i godt selskab med.

Efter et kaotisk og tumultarisk forløb - med en abrupt afbrydelse af en vigtig rejse i Mellemøsten og vild forvirring på Christiansborg over, hvad der egentlig var på færde internt i SRSF-regeringen - gjorde Christian Friis Bach det på et pressemøde torsdag eftermiddag klart, at han på grund af forkert rådgivning fra embedsmændene var kommet til at fejlinformere Folketinget og offentligheden om sit kendskab til Lars Løkke Rasmussens eksorbitant dyre rejser for klimaorganisationen GGGI.

Da han midt under sin rejse i Mellemøsten blev ringet op og af sine embedsmænd blev underrettet om, at han rent faktisk selv havde været med til at godkende de rejseregler, som Lars Løkke Rasmussen rejste efter, traf han øjeblikkeligt beslutningen om at træde tilbage som minister. For overfor offentligheden har han tidligere erklæret, at han intet kendte til de dyre rejser.

Med offentliggørelsen af Christian Friis Bachs beslutning om at træde tilbage kan der oplistes en liste over tabere. Og den er lang.

Først og fremmest er forløbet selvfølgelig et nederlag for Christian Friis Bach, der fik sit drømmejob, da han i efteråret 2011 blev udnævnt til udviklingsminister ved SRSF-regeringens start. Han har tydeligvis glædet sig over hver eneste arbejdsdag, og han har været en stærk ambassadør for Danmark, når han har arbejdet ude i verden, hvad enten det har været på de bonede gulve eller ude på de støvede jordveje i nogle af verdens fattigste lande.

Hans afgang er imidlertid også et stort tab for Margrethe Vestager, som har måttet sige farvel til endnu en radikal minister. Tilbage står en svækket radikal leder, som først har måttet se Uffe Elbæk skride i svinget, og som ydermere har været vidne til, at klimaminister Martin Lidegaard har været ude i massive problemer. Nu står hun magtesløst tilbage og må se Friis Bach forsvinde fra det radikale »dream team«, som hun så stolt og glad præsenterede ved regeringsdannelsen. Totalt set begynder det radikale hold at se noget ramponeret ud.

Dernæst er ministerens afgang selvfølgelig et slag mod den samlede regering, som endnu engang er gerådet ud i en krise, som ikke tager sig godt ud i vælgernes øjne. Hver gang regeringen synes på vej til at vinde fodfæste og nærme sig en periode præget af stabilitet, venter et nyt tilbageslag altid lige om hjørnet.

På Slotsholmen er ministerens afgang endnu et nederlag for Udenrigsministeriet. Som det tidligere er blevet fastslået på denne plads, er det engang så centrale og prestigiøse ministerium en skygge af sig selv i dag - hvilket statsminister Helle Thorning-Schmidt selv har medvirket til ved at placere så mange ministre i bygningen på Asiatisk Plads.

Udenrigsministeriet - som tidligere var en præcis og frygtindgydende dygtig embedsmandsmaskine med stærke politikere i front - er blevet mærkbart udtyndet og svækket i de senere år. Her og nu står det samtidig lysende klart, at der er grund til at se endog meget kritisk på den betjening, som Christian Friis Bach har fået af sit system.

I blå blok er der imidlertid heller ikke grund til at juble - endsige gnide sig i hænderne i skadefryd over en modstanders deroute. Christian Friis Bach har således haft gode relationer langt ind i de borgerliges rækker, og han har været i stand til at kunne arbejde i et fortroligt rum med Lars Løkke Rasmussen, mens stormen rasede mod V-formanden og kritikken heglede ned over klimaorganisationen. Nok er det dybt pinligt for regeringen, at den via Christian Friis Bach har været med til at godkende de rejseregler, som gjaldt for Lars Løkke Rasmussen. Men når det er sagt, ændrer dette faktum ikke ved, at Lars Løkke Rasmussen selv - på et langt tidligere tidspunkt - kunne have bedt om at gå en klasse ned i stedet for at flyve kloden rundt på absolut luksusklasse.

Er der en enkelt vinder? Ja, han hedder Rasmus Helveg Petersen, og med hans indtog som ny udviklingsminister står det klart, at en af landets mest magtfulde politiske klaner endnu engang har leveret en minister. Med sin dybe viden om udviklingshjælp og sit engagement i udfordringerne for den tredje verden, er Rasmus Helveg fagligt rustet til overtage opgaven.

Men samlet set er der endnu engang slået skår af en ramponeret regering.