»Torskedum« fejl gjorde hende til valgets mindst "populære" politiker

Folketingskandidaten Jeanne Toxværd fra Enhedslisten har med egne ord lavet noget 'torskedumt' i løbet af sin valgkamp.

'Hende her er næsten ingen enig med'.

Denne sætning er formentlig den sidste, en folketingskandidat har lyst til at have møntet på sig få dage før et folketingsvalg, skriver bt.dk.

Det var ikke desto mindre, hvad Jeanne Toxværd mandag kunne læse om sig selv i en artikel på tv2.dk. Til daglig sidder hun kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune og stiller op til folketingsvalget i Gentofte-kredsen.

Det skriver lokalavisen.dk.

Den famøse artikel viste resultatet af stationens egen kandidattest, hvor seerne kunne teste, hvilke folketingskandidater, de var mest eller mindst enige med.

Samtidig fremgik det, at der slet ikke var nogen vælgere, der var 100 procent enige i Jeanne Toxværds synspunkter.

Heldigt for Jeanne Toxværd var dog, at der var en god forklaring på den noget lunkne modtagelse af hendes politiske synspunkter:

»Det er en torskedum og træls slåfejl. Jeg havde trykket forkert ved at sige ja til, at folkeskolen skulle have flere test, men tværtimod kæmper jeg målrettet imod flere test. Da min venner så artiklen, gik de ind og læste mine svar. Her gjorde de mig opmærksom på fejlen. Folk har været 95 procent enige med mig, men på det ene spørgsmål var folk uenige, og det udgjorde de sidste fem procent. Men efter jeg har været inde og rette fejlen, har der været mange flere, der har været 100 procent enige med mig,« siger Jeanne Toxværd til lokalavisen.dk.