Torsdag blev Michael en del af en kedelig statistik, da han opdagede et overraskende tyveri fra sin bil: »Øjet fanger det ikke med det samme«

Biler i Nordsjælland har i stigende grad været udsat for en særlig type tyveri de seneste måneder, viser tal fra politiet. Michael Staunstrup var en af de uheldige.

Michael Uhrlund Staunstrup har fået stjålet sit rat og den air-bag, der sad i det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Michael Staunstrup var netop kommet hjem fra arbejde torsdag, da han opdagede, at sideruden i hans BMW 118i, der holdt parkeret ved hjemmet i Brønshøj, var knust.

Først troede han, at der blot var tale om drengestreger, og efter at have ringet til politiet støvsugede han bilen for glasskår. Det var først, da han fik øje på en bolt på bilgulvet, at han undrede sig og blev temmelig overrasket, da han kiggede op:

Rattet var væk.

»Øjnene fanger det ikke med det samme. Det var virkelig underligt, men jeg måtte lige kigge en ekstra gang og altså konstatere, at det var stjålet,« siger Michael Staunstrup, der er afdelingsleder i Rambøll.

Han kontaktede igen politiet og fortalte om tyveriet. De skrev en rapport, men undersøgte ikke bilen nærmere. Michael Staunstrup har nu sendt bilen på værksted, hvor den skal være i tre uger.

Tyveri af rat og andet inventar fra bilen er ikke en sjældenhed hos Nordsjællands Politi.

Berlingske kunne tidligere på ugen fortælle, at højt professionelle tyve i stadig stigende grad er på spil i Danmark, hvor de med udstyr til flere hundredtusinde kroner hapser forholdsvis centrale dele af bilen som rattet, fordi det er der, air-baggen er indbygget, ligesom bilens GPS-system og særlige radioer stjæles.

»Det er sørgerligt, at andre ikke respekterer det«

I sidste uge blev to airbags stjålet i Birkerød fra Mercedes Benz-biler, fremgår det af politiets døgnrapport, og de stjålne airbags kan være helt op til 20.000 kroner værd for tyvene, fortalte Lau Lauritzen, viceinspektør ved Nordsjællands Politi, som tilføjede, at de særlige inventartyverier ofte kommer i bølger, hvor 25-50 privatbiler pludselig mangler en central del. Han mener dog ikke, at der er en decideret bølge i øjeblikket.

Foto: Linda Kastrup.

Alligevel kan Michael Staunstrup altså fortælle, at hans bil i Brønshøj har været udsat for samme slags tyveri, og da han senere på dagen gik en tur i nabolaget, opdagede han, at en anden BMW havde lidt samme skæbne.

»Det er ikke invaderende på samme måde, som hvis det var et indbrud i hjemmet, men det er følelsen af, at vi ikke kan have vores ting stående, uden at den slags sker. Min kone og jeg passer godt på vores bil, og det er sørgeligt, at andre ikke respekterer det,« siger han og tilføjer, at BMW efter tyveriet har valgt at sætte en alarm i Michael Staunstrups bil. Bilfabrikanten vil angiveligt ikke have siddende på sig, at BMWer ikke kan parkeres i fred.

En stigende tendens

Og en alarm er måske meget fornuftigt, for nye tal fra Nordsjællands Politi, som Berlingske har fået aktindsigt i, viser, at der har været en stigning i antallet af tyverier af air-bags og dertilhørende rat siden januar. I alt er der indgivet 259 anmeldelser om tyverier af air-bags og rat fra biler siden januar.

I årets første måned var der 26 anmeldelser, i februar 27, i marts var der 51, i april 49, i maj 47, og i juni var der 43 anmeldelser. De foreløbige tal for denne måned er 16 anmeldelser.

Delene bliver ofte stjålet fra dyre biler og senere solgt i Østeuropa, nærmere bestemt Polen. Nogle dele bliver screenet for at undersøge, om de er efterlyste, for bildele kan være mærket fra producentens side.

Hvis du vil forsøge at gøre eksempelvis dit bilrat mindre attraktivt at stjæle, lød anbefalingen fra Lau Lauritzen tidligere på ugen, at du snakker med dit værksted eller forsikringsselskab om at mærke bildele. Hvis dit navn tydeligt står på bilrattet, er det sværere at sælge, og lettere for politiet at identificere.