Topfigur i DKP undsiger Sohn

Ole Sohn forsøgte at bevare Sovjets støtte til DKP, selv om han nu påstår det modsatte, viser nye oplysninger. Sohn må stå frem, kræver tidligere topsocialdemokrat.

Ole Sohn på DKP's kongres. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Presset på erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) vokser fra nye sider i sagen om økonomisk støtte fra NATOs hovedfjende, Sovjetunionen, til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) under Den Kolde Krig.

Hans Kloster, som var kasserer i DKP i 1989-1990 og dermed en af Ole Sohns nærmeste medarbejdere, står nu frem og sår alvorlig tvivl om Sohns forklaring om, at han som DKP-formand fra 1987 til 1991 gjorde alt i sin magt for at standse det såkaldte »Moskvaguld«. Tværtimod var Ole Sohn dybt involveret i, at pengestrømmen fortsat kunne flyde ind i partiet via dets trykkeri, Terpo Tryk, fastslår den daværende kasserer.

»Jeg bliver oprørt over, at Ole Sohn afviser at udtale sig og lægge kortene på bordet. Ole Sohn har enten personligt eller ved fuldmagt til andre forsøgt at hive flest mulige ordrer hjem til Terpo Tryk og derigennem penge til DKP,« siger Hans Kloster.

Det strider imod Ole Sohns egen forklaring. I 2010 udtalte Ole Sohn, at han afviklede praksis med overpriser til Terpo Tryk, så snart han opdagede det. Ole Sohn tilføjede, at den slags var »ikke værdigt«, det var noget »svineri« og »diskvalificerende« for DKP.

Men også Ole Sohn selv bidrager nu til at så tvivl om sin egen forklaring. I tidligere udtalelser har Sohn åbent fortalt om sine bestræbelser på at bevare pengestrømmen fra Sovjet til DKP. I 2001 sagde han til Weekendavisen: »I 1989 var jeg i en situation, hvor jeg i skarpe vendinger gjorde russerne opmærksomme på, at de skulle betale til Terpo Tryk.« Og i 1992 fortalte Ole Sohn til Ekstra Bladet, at han endda selv rejste til Moskva med regningerne.

Berlingske kan i dag beskrive, hvordan DKP fik penge ud af Sovjetunionen gennem eksorbitante overpriser for opgaver til Terpo Tryk. En af opgaverne var det lille magasin Glasnost, der udkom fra 1989, og som Sovjet hver måned betalte en halv million kroner i 2010-priser for at få trykt. Da ledelsen på Glasnost ville skifte til et billigere trykkeri, modsatte både Ole Sohn og Moskva sig, oplyser den daværende chefredaktør.

Tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen (S), der indtog en nøglerolle under Den Kolde Krig, er overrasket over omfanget af overfaktureringer og de modstridende forklaringer fra Sohn: »Jeg vil sige én ting: Jeg vil komme med en appel til Ole Sohn om nu at få lagt alle kortene på bordet.«

Ole Sohn vil ikke kommentere sagen.