Top-embedsmand: Det danske system fungerer udmærket

De der mener, at centraladministrationen skal udstyres med flere politisk udpegede embedsmænd, skylder at svare på, hvad det er for et problem, de løser, lyder det fra departementschef Sophus Garfiel.

Departemetnschef i økonomi- og indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, ledsager sin minister, Margrethe Vestager (R), i forbindelse med et møde om finansloven for 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach har prøvet det. Tidligere justitsminister Morten Bødskov og Socialminister Annette Vilhelmsen har prøvet det. Og i dag var det så helt usædvanligt statsminister Helle Thorning-Schmidts tur til at forsvare sig i et samråd efter fejl, som muligvis er begået af en række af landets topembedsmænd. En mistanke om, at Statsministeriet og departementschefernes chef og øverste embedsmand i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen, var vidende om den løgn, der kostede Morten Bødskov ministerkontoret i Justitsministeriet i den famøse Christiania-sag er brænde på bålet for dem, der ønsker flere politiske embedsmænd og et opgør med det såkaldt partineutrale, danske embedssystem.

Men i et interview med Berlingske slår en af landets mest magtfulde departementschefer med opbakning fra store dele af ­centraladministrationen tilbage og efterspørger nuancer i debatten.

»Alle dem, der argumenterer for, at vi skal have flere politiske embedsmænd, statssekretærer eller politiske kabinetter i Danmark, skylder at forklare, hvad det er for et spørgsmål, de giver svar på – og hvilke problemer de løser,« lyder det fra en af landets øverste departementschefer, departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet Sophus Garfiel, der understreger, at diskussionen om organiseringen i danske ministerier er en naturlig følge af den seneste tids hændelser.

I kølvandet på en række ministerielle skandalesager i Udenrigs-, Justits- og Socialministeriet, der har ført til undersøgelser af både topdiplomater og kronjurister, har politikerer på begge sider af Folketinget udpeget Sverige, Norge og England – og deres talrige politisk udpegede embedsmænd i central­administrationen – som et bedre alternativ til det mere end 150 år gamle danske embedssystem.

Men på Slotsholmen efterlader ønsket om et systemopgør et endnu ubesvaret spørgsmål: hvorfor ændre det danske embeds­system, når intet tyder på, at den svenske, norske eller britiske model med flere politiske embedsmænd fungerer bedre?

Den svenske skandale

I vandrehallen på Christiansborg har få hørt om Lars Danielsson, men i den svenske Riksdag på den anden side af sundet ved alle, hvem han er. Lars Danielsson er tidligere statssekretær og topembedsmand i det svenske Udenrigsministerium. Håndplukket af den tidligere socialdemokratiske statsminister Gören Persson og på mange måder et ærkeeksempel, på hvordan hundredvis af topposter i svenske ministerier besættes af partipolitisk udpegede embedsmænd. Men Danielsson symboliserer også en anden – mere mørk – side ved det svenske embeds­system.

Under den såkaldte tsunami-skandale i 2005, hvor den tidligere svenske udenrigsminister Laila Freivalds blev kritiseret for ikke at reagere i tide, da 543 svenskere mistede livet efter tsunami-katastrofen i Thailand, forsikrede statssekretær Lars Danielsson, at ministeriet reagerede med det samme, de blev orienteret om katastrofen. Men da en undersøgelseskommission efterfølgende afslørede, at det var en konstrueret løgn fabrikeret af den politisk udpegede topembedsmand, sendte det chokbølger gennem det politisk system i Sverige. Danielsson blev fritaget fra tjeneste, mens udenrigsminister Laila Freivalds modtog hård kritik fra den svenske ombudsmand.

Eksemplet er ti år gammelt, men det gør det ikke mindre aktuelt den dag i dag, mener højesteretsdommer Jens Peter Christensen. Som formand for flere ekspertudvalg under Finansministeriet i både 1998 og 2004 har han analyseret kvaliteten af det danske embedssystem op gennem 00erne.

»Efter min opfattelse, så siger konklusionerne i de seneste betænkninger ikke andet end, at man kan organisere sig forskelligt. I nogen lande har man det på en måde, og i langt de fleste lande har man et eller andet element af politiske embedsmænd,« forklarer­ Jens Peter Christensen.

Men hvis man læser jeres betænkning fra 1998, så konkluderer den jo netop, at adskillelsen af faglig og politisk rådgivning er en af de største fordele ved systemerne i Sverige, Norge og England. Og i 2004 konkluderer I i en ny undersøgelse, at politisk ansatte embedsmænd i andre skandinaviske lande medvirker til, at det almindelige embedsværk kan fastholde sin partipolitiske neutralitet. Er det ikke et udtryk for, at man bør bevæge sig i den retning?

»Nej, det mener jeg ikke. Vi har flere gange undersøgt, hvordan det står til i andre lande, og man kan ikke konkludere, at ministerbetjeningen og lødigheden blandt embedsmændene er bedre i Sverige, Norge eller England, hvor man organiserer sig helt anderledes. Det er de samme problemstillinger og de samme problemer, situationer og skandaler, der opstår,« siger Jens Peter Christensen og understreger, at når Danmark er ét af de eneste lande i den vestlige verden, hvor departementschefer og top­embedsmænd leverer både politisk og faglig rådgivning, er det fordi, at der ikke er nogen merværdi i at rekruttere flere politisk ­udpegede embedsmænd.­

Også skandaler andre steder

Ligesom i Danmark er embedsmænd i det føderale tyske embedssystem overvejende partineutrale. Men fordi embedsmænd i Tyskland i modsætning til Danmark er udnævnt for livstid og ikke kan opsiges, har man siden Otto von Bismarcks dage besluttet, at embedsmænd på allerøverste niveau – herunder statssekretærerne og afdelingschefer – kan stille deres stillinger til rådighed ved regeringsskifte. En ny regering kan altså først udpege politiske embedsmænd, hvis en afdelingschef eller statssekretær fra den tidligere regering selv vælger at gå.

Men ligesom i Sverige og Danmark oplever også det tyske embedssystem fejlslutninger båret frem af misinformation og dårlig forvaltningsskik i toppen af ministerierne. Så sent som i juli sidste år kom det frem, at den øverste embedsmand i det tyske forsvarsministerium bevidst tilbageholdt afgørende oplysninger for den tyske forsvarsminister, Thomas de Maizière, og lukkede et militært projekt uden at orientere regeringen.

Tilbage i Økonomi- og Indenrigsministeriet mener departementschef Sophus Garfiel ikke, at det er departementschefernes opgave at vurdere fordele og ulemper ved rekruttering af politiske embedsmænd, men han understreger, at omstillingsperioden fra et system til et andet, vil blive en svær øvelse.

»Det største problem – hvis vi vælger at skifte hest og blive mere som andre lande – er omstillingsperioden. Den tror jeg til gengæld kan blive både lang og besværlig. Vi er et lille land, og der er selvfølgelig grænser for, hvor mange mennesker med de rette kompetencer, der er til rådighed for at løse de typer opgaver, som topembedsmænd varetager,« siger Sophus Garfiel og fortsætter:

»I modsætning til andre lande har vi ikke tradition for, at man kan være topembedsmand det ene øjeblik og ansat på et universitet eller i en privat virksomhed det næste øjeblik. Hele den tradition, vi skal omstille os til, vil i mine øjne ikke være en let opgave«.

Mange tyske talenter - få danske

For mens Angela Merkel kunne vælge mellem tusinder potentielle top­embedsmænd fra de tyske delstater, da hun i 2005 overtog kanslersædet i Tyskland, har en kommende dansk statsminister ikke samme mulighed. I debatten om rekruttering af politiske embedsmænd har et argument været, at talentmassen i Danmark slet ikke er stor nok til sådanne udskiftninger hver fjerde år. Alligevel bekymrer forestillingen om, at det mere handler om politik og taktik end om jura og økonomi, når departementschefer og topembedsmænd rådgiver danske ministre, ordførere på tværs af Folketingets partier, som i oktober varslede en høring om organiseringen i danske ministerier.

På departementschefernes ugentlige møder anerkender man, at det er og altid har været en udfordring, at departementschefen både skal fungere som ministerens politiske rådgiver og administrerende direktør for ministeriet. I Finansministeriet arbejder departementschef David Helleman ud fra den overbevisning, at det er blevet den enkelte departementschefs ansvar at indrette sig på en måde, så der er andre i ministeriet, som er dedikeret til drifts­opgaverne, selv om det ansvar på papiret er tildelt departementschefen selv. I økonomi og indenrigsministeriet er Sophus Garfiel enig i den betragtning.

»Det er klart, at hvis jeg vil bedrive ledelse på mit ministerområde, og hvis jeg skal levere noget politisk rådgivning, så bliver der alt andet lige mindre tid til at gennemgå rapporter og gå til konferencer, og hvad man ellers kunne gøre for at dygtiggøre sig på det faglige område,« siger han, og fortsætter:

»Det betyder ikke, at man ikke tidligere har leveret ledelse og politisk rådgivning. Selvfølgelig gjorde de det. Men de to elementer er kommet til at fylde mere og blevet ­professionaliseret«.

Svært at adskille det faglige og det politiske

Men det er præcis, år faglige og tekniske spørgsmål overlades til embedsmænd længere nede i systemet, at dem i toppen bør være politisk udpegede, lyder det modsatte synspunkt. På den måde adskilles den politiske og faglige rådgivning, som man gør i andre skandinaviske lande. Men det er en svær øvelse, understreger Sophus Garfiel.

»Det er ekstremt svært at skille en politisk rådgivning fra en faglig rådgivning. At tro, at man kan lave ren politisk rådgivning uden faglig indsigt eller at have faglig indsigt uden at gå ind på det politiske felt, det er en illusion. I min verden findes det ikke«.

Men kan du forstå dem, der mener, at det er et problem, hvis på papiret partineutrale topembedsmænd kommer til at beskæftige sig for meget med politik?

»Det, jeg kan konstatere, er, at det danske system fungerer ganske udmærket. Det er min erfaring, at det ikke er vanskeligt at omstille sig til at betjene forskellige typer regeringer. Det samme gælder ved ministerskift. Det kan systemet sagtens håndtere, vi er gearet til det, og det er den måde, vi arbejder på. Det er åbenlyst, at en af fordelene, det danske system giver, er kontinuiteten i ledelsen. Hukommelsen er bedre. Kendskabet er bedre. Den udfordring at køre en ny minister ind i systemet er alt andet lige lettere løst, hvis ledelsen i ministeriet kender ministeriet godt«.