To familiedynastier – én præsidentpost

Skal vi have endnu en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus? Det er ikke utænkeligt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Republikanerne er for alvor ved at rykke en række præsidentkandidater på plads af frygt for, at demokraterne lægger sig i overhalingsbanen med den populære og knivskarpe Hillary Clinton som deres spidskandidat. En ny Bush venter i kulissen, selv om hans mor flere gange har sagt, at hun helst ikke ser, at endnu en søn stiller op som præsident for USA.

»Der må være mere end to til tre familier i USA, der stiller op til det embede,« som Barbara Bush, USAs tidligere førstedame – da hendes mand, George H. W. Bush, var USAs 41. præsident – siger til amerikanske medier.

Og det er selvfølgelig ikke hendes første søn, landets 43. præsident, George W. Bush, hun henviser til. Han har haft sine otte år i Det Hvide Hus. Nej, det er John Ellis Bush, også kaldet »Jeb« – to gange guvernør i Florida og nu en sandsynlig kandidat for republikanerne til præsidentposten i 2016.

Jeb forskellig fra storebroderen

Så USA taler nu om, at det kan gå hen og blive et kapløb mellem endnu en Clinton og endnu en Bush til den tid. Men er det mere end ønsketænkning fra en række moderate republikanere, der føler sig presset af partiets højrefløj i form af Tea-Party-bevægelsen? Jeb Bush er ganske vist markant anderledes end sin storebroder, som er så forhadt i partiet, at han ikke engang bliver inviteret på kaffe, når republikanerne holder stormøder. George W. Bush er dårligt nyt for sit parti på grund af krigen i Irak. Alle republikanere, der ses med ham offentligt i forbindelse med midtvejsvalget her i november, er sikker på at tabe. Derfor sidder George W. Bush i sit hjem og har slået sig ned som kunstmaler for at fordrive tiden med noget.

Heldigvis for lillebroderen smitter broderens upopularitet ikke af på ham. På en række områder ligner Jeb Bush mere sin far, George H. W. Bush. Den midtsøgende republikaner, der kunne slå en politisk handel af med demokraterne, men som bestemt også kunne kæmpe for en række af partiets mærke­sager samtidig med, at han førte en midtsøgende politik. Selvfølgelig. For ellers bliver man ikke valgt. Men Jeb Bush sælger også sig selv på, at han i modsætning til faderen er hjemvant i amerikansk udenrigspolitik. Faderen var mere optaget af international politik. Men Jeb Bush har ifølge de håbefulde republikanere den politiske tynge og den midtersøgende politiske kurs, der skal til for at forhindre demokraterne i at få endnu otte år i Det Hvide Hus. Men er amerikanerne trætte af dynastier som Clinton, Bush og Kennedy?

Flere kommentatorer siger det på denne måde. Hvis ikke Chris Christie, den republikanske guvernør i New Jersey, havde fået en række sager på halsen af mere kompromitterende art i sin hjemstat, så havde Jeb Bush måske ikke været så meget inde i billedet. Christie tilhører også den moderate gren af republikanerne og er på en række områder stærkt konservativ, uden at man lægger mærke til det. En egenskab han tillagde sig under valgkampen i New Jersey, hvor han som republikaner i en demokratisk stat skulle vinde guvernørposten. Det lykkedes, også fordi emner som abort og homoseksuelle ægteskaber ikke er tema i en guvernørvalgkamp. Chris Christie undgår begge emner, fordi han er imod fri abort, og han er heller ikke afklaret med ægteskab mellem to personer af samme køn. Men ligesom den 61-årige Jeb Bush er Christie i stand til at tilpasse sig omgivelserne. Han er dog mere markant, mere farverig og mere karismatisk. Men altså med nogle lig i lasten, som han forskyldt eller uforskyldt har fået raget til sig.

Jeb Bush positionerer sig

Men Christie er om ikke færdig, så dog så færdig, at partiet har vendt blikket mod Jeb Bush. Og Bush har til gengæld kvitteret ved med en række politiske møder, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han gerne stiller op. Han har ovenikøbet lovet, at offentligheden får det at vide inden udgangen af i år.

»Vi er nødt til at vælge en kandidat, der har en vision, der er større og bredere, og kandidater, der koncentrerer sig om at vinde et valg og ikke bare at markere synspunkter. Kampagner drejer sig om at lytte og lære og blive bedre. Republikanerne har mistet orienteringen,« sagde Jeb Bush i sin hidtil mest klare tale i søndags til en række personer i sin fars bibliotek i Texas. Det var helt sikkert et opgør med Tea-Party-bevægelsens mest fremtrædende koryfæ, senatoren fra Kentucky, Rand Paul, som også stiller op på republikanernes præsidentkandidatliste, men som ikke har mange chancer for at vinde et præsidentvalg. Dertil er han for meget højrefløjspolitiker. Vælgerne vil stadig have moderate politikere at vælge imellem og ikke værdikæmpere som Rand Paul, der vurderer ethvert politisk lovforslag gennem en streng fortolkning af den amerikanske forfatning. Hvis lovforslaget er i overensstemmelse med en fundamentalistisk udlægning af forfatningen, så er den ok. Der er Jeb Bush noget mere afslappet.

Hillary Clinton er parat

For republikanerne haster det, fordi Hillary Clinton allerede er i gang med sin valgkamp, selv om hun aldrig officielt har sagt, at hun stiller op. Men alene tanken har fået republikanerne til at frygte det værste, fordi optakten til præsidentvalget bliver en blodig kamp mellem fløjene i det gamle republikanske parti. Der er både unge og ældre, der stiller op, men få af den gamle skole. Rand Paul, Sarah Palin, Marco Rubio og andre lignende kan stille op og komme med deres bud, men ingen af dem vurderes tunge eller brede nok politisk til at ramme partiets kerne. For der er også vælgere, der skal flyttes i sidste fase af en præsidentvalgkamp. Og der har Hillary Clinton alle chancer for at hente stemmer også blandt tvivlerne, fordi hun – selv om hun er demokrat – tilhører højre­fløjen og har nogle markante meninger.

Men der, hvor kampen blandt andet kommer til at stå mellem de to partier, bliver, om republikanerne er i stand til at vinde latino-vælgerne. De har svigtet partiet på grund af holdningen til de ulovlige – eller »udokumenterede«, som de hedder i den politisk korrekte version – indvandrere, som for hovedpartens vedkommende består at folk fra Syd- og Mellemamerika. Republikanerne har blokeret for at få gennemført en ny immigrationslovgivning og dermed få lovliggjort de cirka 11 millioner ulovlige indvandrere, der officielt er i USA.

Jeb Bush progressiv på immigration

I 2012 mistede partiets præsident­kandidat, Mitt Romney, latino-vælgerne, fordi han ikke ville gå ind for en lovgivning, der sikrede de ulovlige immigranter statsborgerskab. Jeb Bush har allerede taget hul på denne kontroversielle debat på en meget bagvendt måde. Som guvernør i Florida, der har en meget stor spansk-talende befolkning, gik han ind for statsborgerskab for de 11 millioner, det drejer sig om. Samtidig gik han ind for en gennemgribende reform af immigrationslovgivningen, som er fuld af huller. Vejen mod et egentlig statsborgerskab er meget uklar i USA. Men Jeb Bush var klar over, at emnet er kontroversielt. Derfor modererede han sin holdning. Han gik ikke længere ind for statsborgerskab til de ulovlige immigranter. Han talte nu om at give dem en »opholdstilladelse« for at lovliggøre dem, så de kan sende børn i skole og få hospitals­hjælp, så de ikke behøver at skjule sig. Som magasinet The Atlantics Beth Reinhard skrev, så tog Bush denne kursændring for at undgå, at han under en præsidentvalgkamp ville være nødt til at gøre det. I en ophedet valgkamp ville han udsætte sig selv for kritik og blive beskyldt for at være en person, man ikke kan stole på.

Bush har senere forklaret, hvorfor han har den holdning til folk, der trodser grænserne og søger ulovligt til USA.

»Disse folk har et ærligt ønske om at få et arbejde og kunne forsørge deres familier. De søger lykken hos os, og ja, det er ulovligt. Men det er altså ikke alvorlig kriminalitet,« som Bush udtrykte det.

Som han under det republikanske konvent i 2012 i Tampa i Florida sagde til New York Magazines Joe Hagan, så er partiet nødt til at forholde sig til det faktum, at latino-befolkningen bliver vigtigere og vigtigere. Han sagde, at hvis ikke republikanerne indser det, så vil nøglestater hurtigt være tabt.

»Det er et spørgsmål om matematik. Om fire år vil Texas være demokratisk. Det er realiteterne, hvis ikke vi ændrer holdning,« sagde Bush til magasinets journalist – Texas, som er det mest republikanske, man kan forestille sig og hjemsted for hele Bush-familien. Jeb Bush er i øvrigt selv gift med en latina og har to sønner, George P. Bush og Jeb Jr. Bush. Han taler flydende spansk, så han kender problemet ud og ind.

Men Jeb Bush har det problem, at han skal skaffe rigtig mange penge. Der er Hillary Clinton langt foran ham. Ikke sådan at forstå, at der er samlet millioner af dollar ind til Clinton, men rammerne er lagt, og indsamlingen kan gå i gang, når hun giver signalet. Der er adskillige valgfonde, der allerede er nedsat. Men hvis Bush stiller op, burde det heller ikke været et problem. Over 100 af Romneys pengemænd har allerede meldt sig til at støtte den nye Bush. Clinton bliver dog en hård modstander, selv om der også er vælgere, der afgjort vil fravælge hende, hvis en person som Jeb Bush stiller op.

Er amerikanerne klar til endnu en Bush eller Clinton?

Men er amerikanerne i stand til mentalt at klare en valgkamp mellem en Clinton og en Bush? Hvis det bliver en af de to, så har USA haft en Clinton eller en Bush i enten Det Hvide Hus eller på fremtrædende offentlige poster i sammenlagt 32 år. Som en kommentator spydigt udtrykte det, så mangler man bare, at en Kennedy også stiller op. Det sker dog ikke, men dynastierne er ved at tegne sig så meget, at man er begyndt at stille spørgsmålet, om vi om ti år ser en valgkamp mellem tredje generation af Bush og så Clintons datter, Chelsea Clinton. ­Amerikanerne hader alt, hvad der lugter royalt samtidig med, at de elsker at læse om dem i uge­bladene. Bare de kongelige holder sig i Europa. Men der er i USA ved at danne sig flere politiske dynastier.

Meget kan ske endnu, og Chris Christie er langt fra uden chance. Foreløbig kan han ikke sættes direkte i forbindelse med de mærkværdige manøvrer, dele af hans stab foretog sig under det seneste guvernørvalg, hvor hans nærmeste rådgivere forsøgte at genere en politisk modstander mest muligt ved at beordre et storstilet vejarbejde sat i gang på den berømte George Washington Bridge, der går fra Christies New Jersey til Manhattan. Men republikanerne tør ikke tage chancen. Hvis Christie bliver fedtet mere ind i den sag, så er det godt med et alternativ. Og der passer Jeb Bush ind.