Tillykke til Morten Løkkegaard!

Foto: Pressefoto. Morten Messerschmidt (DF)
Læs mere
Fold sammen

Venstres Morten Løkkegaard fik sidste år i april skulderklap og millioner af EU-kommissionen, så han sammen med såkaldte kunstnere og forskere kunne sammenflikke ”En Ny Fortælling om Europa” i en tid, hvor den folkelige holdning til EU spænder fra ligegyldighed til åbent had.

Nu ser vi resultatet af alle anstrengelserne. Jeg lægger hermed links ud til et par af begivenhederne. Meningen er, sagde Morten Løkkegaard, før han begyndte at brænde de 8 millioner kroner af, at ”En ny fortælling” ikke skal præges af kedelige EU-politikere, for dem har folk ikke så megen tillid til for øjeblikket. ”Vi skal skabe en emotionel forbindelse til Europas folk!”, siger en af EU-pamperne.

Men filmen vrimler med både kedelige politikere, kedelige intellektuelle og kedelige kunstnere. Faktisk er hovedrollen i filmen besat af EU-kommissionens formand, Manuel Barroso. I et af klippene har han slæbt Angela Merkel med til et tåbeligt arrangement, hvor nogle kunstnere går rundt med bare tæer på landkort, mens der bliver spillet på harpe i baggrunden. Publikum består af EU-funktionærer, som ser ud som de er blevet indfanget mod deres vilje på vej mod kantinen samt fedtgrinende medlemmer af de EU-opfodrede NGO’er.

Det mest bevægende, og som kalder på min medfølelse, er den tyske kansler, som jo ikke kan slippe væk, men smiler stift, mens hun formentlig mindes sin ungdom i DDR, hvor hun måtte høre på endeløse taler af Erich Honnecker og se på dilettantisk teater opført af kommunistiske ungpionerer.

Nå, jeg er måske forudindtaget, men se selv på frugten af Morten Løkkegaards ”En ny fortælling om Europa”. Jeg havde godt nok forventet lidt mere spræl fra en tidligere TV-journalist, men Morten Løkkegaard skal være velkommen til at komme ud og forklare, om der er en dybere mening med produktet, som er gået hen over hovedet på mig.

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/president/news/archives/2014/02...

http://ec.europa.eu/avservices/video/player.cfm?ref=I087047&sitelang=en