Ved du, hvem Marie Bjerre er?

Hvis svaret er nej, er du nok ikke alene, for Venstres ligestillings- og digitaliseringsminister er langtfra blandt de mest profilerede politikere.

Det slog en nylig popularitetsmåling, som Epinion har lavet for DR også fast: Marie Bjerre er landets tredjemest ukendte minister.

Ikke desto mindre udnævner Morten Reimar, der er forfatter og tidligere rådgiver for Venstre, Marie Bjerre som mulig kommende formand for Venstre – og som mulig statsminister. Det sker i en kommentar i Altinget.

Det er ikke sikkert, det bliver næste gang, partiet skal have ny formand, men så på et senere tidspunkt, skriver Morten Reimar.

Marie Bjerre er nemlig hårdtarbejdende, grundig, sympatisk, og så er hun både moderne og jyde, mener han.

Indtil videre har hun ikke haft meget held med at slå igennem i medierne, men hun blev trods alt også først valgt ind ved folketingsvalget i 2019, og hun har ikke haft sager – hverken gode eller dårlige – der for alvor har gjort hendes ansigt, stemme og holdninger kendt uden for Slotsholmen og omegn.

De sager skal hun ifølge Reimar selv skabe og udnytte.

»Man siger, der ikke findes små ministerier, kun små ministre. Og Bjerre har alle forudsætninger for at blive en stor minister. Derfor skal hun ikke stille sig tilfreds med at være en driftsminister, der bare holder gryden kogende,« skriver Morten Reimar i Altinget.

Selvom Marie Bjerre på landsplan er ukendt – i hvert fald i forhold til at hun besidder en ministerpost – opnåede hun ved folketingsvalget i 2022 næsten 10.000 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til den femtemest populære V-politiker blandt vælgerne.

Antallet af stemmer placerede hende lige bag indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og Preben Bang (V) og markant foran profiler som Troels Lund Poulsen, Karen Ellemann og Lars Chr. Lilleholt målt på antallet af stemmer.