Tidligere ukrainsk forsvarsminister takker nej til rolle som rådgiver
Tidligere forsvarsminister Mykhajlo Fedorov har ifølge Reuters afvist at blive rådgiver for Zelenskyj.

Tidligere forsvarsminister Mykhajlo Fedorov har ifølge Reuters afvist at blive rådgiver for Zelenskyj.

Den tidligere ukrainske forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, har afvist et tilbud om at blive rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Det siger den tidligere minister til Reuters.
Onsdag blev det meldt ud, at Mykhajlo Fedorov fratræder sin post som forsvarsminister.
Det oplyste han i en udtalelse delt på sine sociale medier.
Hvem der overtager posten som forsvarsminister efter Fedorov, er endnu ikke officielt på plads.
Derudover har den tidligere forsvarsminister fortalt journalister, at han havde en konflikt med landets hærchef, Oleksandr Syrskyj. Fedorov beskylder Syrskyj for at have blokeret hans initiativer.
Der er i øjeblikket større ændringer i gang i den ukrainske regering, og torsdag skal parlamentet stemme om en ny krigsregering, oplyser Reuters.
Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, handler rokaden om, at landet skal forberede sig til vinteren og være klar til enhver trussel, der opstår.
Her forventer de ukrainske myndigheder russiske angreb på Ukraines energiinfrastruktur.
Meldingen om ændringer i regeringen og afskedigelsen af den tidligere forsvarsminister har ført til flere folkelige protester i Ukraine.
Zelenskyj har endnu ikke offentligt kommenteret afskedigelsen af Fedorov.
I søndags varslede Zelenskyj, at der var omfattende ændringer på vej i den ukrainske regering.
Dagen efter meddelte landets premierminister sin afgang, og onsdag kom turen til forsvarsministeren.
Torsdag skriver Reuters, at Ukraines parlament har godkendt Serhij Koretskyj som landets nye premierminister.
Det er Ukraines tredje premierminister, siden krigen startede i 2022.
RITZAU