Tidligere udenrigsminister indkalder til pressemøde med Lars Seier: »Det er IKKE politik«

Anders Samuelsen har indkaldt til pressemøde om den virksomhed, han er administrerende direktør for. Erhvervsprojektet er sat i søen sammen med Lars Seier Christiensen.

Ved Folketingsvalget den 5. Juni 2019 røg Anders Samuelsen helt ud af Folketinget, på trods af at han både var Udenrigsminister og partiformand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Den tidligere udenrigsminister og formand for Liberal Alliance (LA) Anders Samuelsen har indkaldt til pressemøde i København kl. 14.00 mandag.

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvori der også står, at det omhandler den virksomhed, som Anders Samuelsen tidligere i år blev direktør for, UV Medico.

Det fremgår ligeledes, at virksomheden har udviklet en UV-lampe, der kan dræbe vira og bakterier på enhver overflade. Bag virksomheden står iværksætteren Peter Johansen og rigmanden Lars Seier Christensen, som er investor bag projektet.

Tidligere på dagen vakte meldingen om et pressemøde med Anders Samuelsen i spidsen opsigt blandt landets journalister. Han skrev nemlig på Twitter, at der ville være et pressemøde kl. 14, men han hintede ikke yderligere om emnet.

Han skrev imidlertid, at »Det er IKKE politik. Det er bedre.«

Og nu er det altså bekræftet, at pressemødet handler om UV Medico.

I januar 2021 kom det ud, at Anders Samuelsen var blevet administrerende direktør for virksomheden UV Medico, og til Finans sagde den tidligere toppolitiker, at virksomheden arbejdede på en teknologi, der kan slå coronavirus ihjel med UV-lys, og det må altså forventes at være det produkt, der præsenteres i dag.

Da Berlingske fredag d. 5. marts besøgte UV Medicos hjemmeside, www.uvmedico.com, var det blot en hjemmeside under opbygning. Mandag er hjemmesiden dog fuldt udbygget, og det kan nu lade sig gøre at købe en UVC-lampe, der ifølge virksomheden selv kan slå vira og bakterier ihjel.

Manglen på information satte tidligere i dag tydeligvis gang i landets journalister. I hvert fald skrev Anders Samuelsens tidligere partikollega i LA og nuværende løsgænger i Folketinget Simon Emil Ammitzbøll-Bille på Twitter, at mediebranchen skulle afholde sig fra at kontakte ham – for han »ved ikke, hvad Samuelsen indkalder til pressemøde om.«

Anders Samuelsen blev ved Folketingsvalget i 2019 vraget af vælgerne, som på trods af at han var Udenrigsminister og formand for Liberal Alliance ikke valgte ham ind igen. Kort efter valget gik han derfor af som partiformand, og efterlod posten til den nuværende formand Alex Vanopslagh.

Samuelsen var ellers med til at stifte partiet, der opstod under navnet Ny Alliance i 2007, og cirka et år senere meldte Lars Seier Christensen sig på banen i partiet, som i nogenlunde samme øjeblik også ændrede politisk kurs, så det gik fra at være et midtersøgende projekt til at være et rendyrket liberalt projekt.