Tilbage i 2020, da formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, overtog sin folketingsbolig, havde han flere samtaler med sin daværende pressechef, Anne Kirstine Cramon, om, at han »risikerede en dårlig mediehistorie«, og at det »kunne ligne fup og fidus«.

Det skriver B.T., efter at Information har bragt historien om, at Alex Vanopslagh ikke bare har brudt reglerne for brug af sin folketingsbolig, men også har opgivet usande oplysninger for at få fat i den.

Noget, som Alex Vanopslagh også har erkendt over for avisen.

I 2020, hvor Anne Kirstine Cramon var pressechef for Alex Vanopslagh, gjorde hun partiformanden opmærksom på, at manøvren »kunne ligne fup og fidus«. Det var også hendes klare oplevelse af samtalerne med Alex Vanopslagh, at de byggede på en underforstået præmis om, at Vanopslagh var i færd med bryde reglerne på området.

»Jeg gjorde Alex opmærksom på, at sagen om hans lejlighed kunne udvikle sig til en dårlig mediehistorie. Han havde flyttet folkeregisteradresse hjem til sine forældre og talte om at finde en billig lejlighed i Silkeborg. Der rådede jeg ham også til at få fingeren ud og få gjort det,« siger Anne Kirstine Cramon i B.T.s podcast »Slottet & Sumpen«.

Ingen har sagt det direkte, siger Vanopslagh

Problemet med folketingsboligen er, at Vanopslagh i forbindelse med overtagelsen af lejligheden i det indre København havde fået folkeregisteradresse hos sine forældre i Struer, på trods af at han havde boet i København i adskillige år. Ifølge reglerne kan man kun få tildelt en folketingslejlighed, hvis man bor vest for Storebælt.

Efter en periode med folkeregisteradresse hos sine forældre flyttede Vanopslagh sin folkeregisteradresse til en lejlighed i Struer, men har erkendt, at han ikke overholdt reglerne på området. Man må nemlig kun bo 180 dage om året i sin tildelte folketingsbolig.

Grunden til, at Vanopslagh gerne ville have en adresse i Jylland, var ifølge den politiske leder, at det gav ham mulighed for at være sammen med sin søn, som han har fra et tidligere forhold.

Alex Vanopslagh understreger over for B.T., at ingen har talt med ham om, at han brød nogle konkrete love og regler i forbindelse med sin tildelte folketingsbolig.

»Jeg kan med garanti slå fast, at hverken Anne Kirstine Cramon eller nogen andre medarbejdere har sagt til mig, ‘hov, er du opmærksom på cpr-loven, eller at der står noget i den interne folketingshåndbog om reglerne for, hvor meget du må opholde dig i din folketingslejlighed,’« siger han til B.T.