Tidligere PET-chef: Tag trygt til Folkemødet

Danskerne skal ikke være bange for at tage til Folkemødet, selv om flere højreekstreme politikere har meldt deres ankomst, forsikrer tidligere operativ chef i PET.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du kan roligt bestille færgebilletten til Bornholm i midten af juni og reservere teltpladsen i nærheden af Allinge, selv om flere højreekstreme politikere har proklameret, at de vil deltage i årets folkemøde.

Sådan lyder forsikringen fra Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ikke er i tvivl om, at politiet er parat til at varetage den sikkerhedsopgave, Folkemødet byder på.

»Jeg vil i hvert fald ikke selv være spor bekymret. Jeg har stadig fuld tillid til, at vi har et godt og stærkt politi. De er i allerhøjeste grad rustet til at håndtere sådan en opgave,« siger han.

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen hænger det især sammen med, at politiets mentale forberedelse er blevet skærpet markant efter den seneste tids terrorangreb i Belgien, Frankrig og Danmark. Især læringspunkterne fra attentatet i København 14.-15. februar vil gøre, at politiet »virkelig er oppe på tæerne«, betoner han:

»Politiet og PET har ikke råd til at slappe af på nogen som helst punkter. De vil være skarpe og virkelig være forberedte på alt.«

For man kommer ikke uden om, at trusselsvurderingen bliver forhøjet, når Geert Wilders og andre politikere fra ekstreme partier på Europas højrefløj som Gyldent Daggry og Front National har meldt deres ankomst.

»Der er ingen tvivl om, at der er en trussel mod arrangementer som disse. Opgaven for politiet er så at sørge for, at den trussel aldrig bliver en risiko,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Den sværeste opgave for politiet vil ifølge den tidligere PET-chef være at finde en balance mellem at være massivt til stede og samtidig bevare Folkemødets ånd.

»Det er vigtigt, at man ikke går ind og laver et totalt »show of force«, så man får indtrykket af, at Bornholm er Fort Knox. Man skal også respektere, at det her er et folkeligt møde, som hylder de demokratiske værdier, og man skal ikke skræmme befolkningen unødigt. Den balancekunst er nok den største udfordring,« siger han.

Politiet har meldt ud, at sikkerheden ved Folkemødet er skærpet i år. Det skyldes især terrorattentatet i København.