Tidligere minister for Moderaterne Caroline Stage vender tilbage til Folketinget ved oktobers udgang efter barselsorlov.

Det oplyser hun til Altinget.

Dermed får hun også sin parlamentariske debut, da hun har været på barsel, mens folketingsarbejdet har været i gang, siden hun blev valgt for første gang ved valget i marts.

- Jeg har jo ikke siddet i Folketinget før, så jeg glæder mig til at få det parlamentariske arbejde ind under huden, siger Stage til Altinget.

Hun blev valgt med 3751 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds ved folketingsvalget.

Da valget blev udskrevet, var hun på barselsorlov fra sin post som digitaliseringsminister i SVM-regeringen. Men den satte hun på pause for at kunne føre valgkamp.

Herefter vendte hun tilbage til sin barselsorlov i juni.

Caroline Stage blev udnævnt til digitaliseringsminister i august 2024 uden at være medlem af Folketinget. Indtil da havde hun været særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Da ministrene i den nuværende centrum-venstre-regering blev udpeget, var der ikke plads på holdet til Caroline Stage, men hun har altså nu et folketingsmandat.

Susan Kronborg har været stedfortræder for Caroline Stage i Folketinget siden juni.

Hun fortsætter dog i Folketinget, da hun i stedet nu bliver stedfortræder for forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund, der er på orlov fra Folketinget, mens hun er minister.

I stedet er det andensuppleant Sten Larsen, der er færdig som midlertidigt folketingsmedlem.

RITZAU