Den tidligere danske grønlandsminister Tom Høyem har alligevel ikke tænkt sig at sagsøge Múte B. Egede, som i dag er finansminister i Grønland, for injurier.
Det udtaler Høyems advokat, Dan Shefet, til Politiken.
Baggrunden for søgsmålet er, at Múte B. Egede i december beskyldte Danmark for at have begået folkedrab i sagen om grønlandske piger og kvinder, som fik opsat svangerskabsforebyggende spiraler i livmoderen.
Tom Høyem var Danmarks sidste minister for Grønland, inden ministeriet blev nedlagt.
Han har tidligere over for Berlingske kaldt det "uhæderligt", at politikere ser det hele under et og taler om overgreb og folkemord.
Torsdag sendte Grønlands nuværende regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, en pressemeddelelse ud, hvor han forsvarede sin regeringskollegas ret til at tage emnet op.
- Naalakkersuisut ser med bekymring på, at der rejses juridiske trusler mod politiske udtalelser. Tom Høyem betragtes ikke som direkte part i sagen. Kritikken har været rettet mod handlingen og statens rolle – ikke mod enkeltpersoner, lød det.
Og netop det, at udtalelsen ikke er rettet mod Tom Høyem som person, er nok til, at den tidligere Centrum-Demokraterne-minister har fået det, han ville, siger Dan Shefet til Politiken.
Statsminister Mette Frederiksen (S) var i september i Grønland for at give en officiel undskyldning til kvinderne i Spiralsagen.
Også den grønlandske regering vedkendte sig et ansvar, som Jens-Frederik Nielsen undskyldte for.
I starten af september udgav Indenrigs- og Sundhedsministeriet en udredning af sagen. Her fremgik det, at det vurderes, at mindst 4070 grønlandske piger og kvinder havde fået opsat en spiral ved udgangen af 1970.
143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner. Sagen er endnu ikke afgjort.
Danmark havde ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland frem til 1992.
Den grønlandske regering afventer en vurdering af, om Danmarks handlinger i forbindelse med Spiralsagen kan betragtes som et folkedrab.
/ritzau/
