Tidligere minister: Afskaf spindoktorer

Væk med spindoktorer, lyder det fra tidligere minister Britta Schall Holberg (V). Behold dem, men giv dem et grundigt kursus, lyder det fra Journalistforbundet.

Tidligere minister og mangeårige folketingsmedlem, Britta Schall Holberg, kritiserer politikerne for at ansætte såkaldte spindoktorer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et ministerium er ikke en PR-virksomhed. Det er et politisk arbejdssted.

Sådan lyder meldingen fra tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg (V), som går ind i debatten om spindoktorernes rolle. Hun opfordrer til, at politikere helt holder op med at ansætte særlige rådgivere.

- Vi bør afskaffe det system, der hedder spindoktorer. Det er et helt urimeligt filter mellem politikerne og borgerne og politikerne og pressen, som kun har til formål at få alle de dårlige sager væk fra skrivebordet, siger Britta Schall Holberg og påpeger, at ministrene i stedet bør søge støtte og rådgivning hos det almindelige embedsværk og i de politiske partiers regi. Men det er ikke spindoktorerne selv, som Britta Schall Holberg bebrejder. Først og fremmest kritiserer hun politikerne:

- Det er ikke spindoktorerne, der har ansat sig selv. Det er nogle politikere, der føler et behov for sådan nogle folk, så den der skældenud kan politikerne rette mod sig selv, siger hun.

Spindoktorer skal kende reglerne

Britta Schall Holbergs reaktion kommer, efter at Ekstra Bladet har afsløret, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) daværende spindoktor Peter Arnfeldt havde tilbudt at lække Helle Thorning-Schmidts personfølsomme skattepapirer til avisen. Det fik søndag Troels Lund poulsen til at tage orlov fra Folketinget på ubestemt tid.

I 2004 offentliggjorde det såkaldte Jens-Peter-Christensen-udvalg en betænkning om reglerne for politikernes særlige rådgivere. Betænkningen udgør stort set de regler, som stadig gælder i dag. Esben Ørberg fra Journalistforbundet sad med i det udvalg, og han er meget uenig i, at man bør afskaffe de særlige rådgivere, og ser tværtimod gerne, at ministrene har flere spindoktorer. Men alle spindoktorer skal gennemgå et særligt træningsforløb, så man er sikker på, at de kender de gældende regler, påpeger han.

- Den her sag bør få statsministeren til at stramme op og sige, at de særlige rådgivere skal gennemgå et træningsforløb, hvor forvaltningsret er det centrale element. For det er der altså for mange af de særlige rådgivere, der ikke ved nok om, siger han og påpeger, at uheldige sager som den, der involverer Peter Arnfeldt er med til at skade alle særlige rådgiveres image.

- Vi får den her mistro, og spindoktorer bliver beskrevet som ”mørkets fyrster”. Det kan godt være, at der er nogle brodne kar - det er der noget, der tyder på. Men det er utrolig ærgerligt for hele samspillet mellem politikere, embedsmænd og journalister, at den her sag overskygger alt det fornuftige arbejde, der bliver udført, siger han.

Det er ikke første gang, at en spindoktors adfærd kommer i mediernes søgelys. Tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor, Jacob Winther, var i 2010 sigtet for at lække oplysninger om udsendelse af danske jægersoldater til Irak, men sigtelsen blev siden frafaldet. Der blev også rettet hårde beskyldninger mod Lene Espersens (K) tidligere spindoktor, Morten Langager, som ifølge økonomi- og erhvervsministeriet bad en embedsmand om at slette en mail, som kunne belaste Lene Espersen (K) i sagen om overbetaling til privathospitalerne.

Den nuværende sag om muligt magtmisbrug i forbindelse med håndteringen af Helle Thorning-Schmidts såkaldte skattesag er blevet udråbt til at være den største politiske skandale siden Tamil-sagen.