Tidligere mangeårig formand for Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) Hardy Hansen er død.
Han sov ind søndag og blev 91 år, oplyser familien til Fagbladet 3F.
Hardy Hansen var en fremtrædende figur i fagbevægelsen som SiD-formand fra 1979 til 1996.
I den tid meldte den nuværende 3F-formand, Henning Overgaard, sig ind i SiD, der siden blev en del af 3F.
- Han var en mand, der lige til det sidste kæmpede en beundringsværdig og utrættelig kamp for de ufaglærte på arbejdsmarkedet og de svage grupper i vores samfund. Hans indsats har haft stor indflydelse på arbejdernes vilkår og bekæmpelse af social ulighed, siger Henning Overgaard om Hardy Hansen til Fagbladet 3F.
Hardy Hansen var også medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1994 til 1998.
Som politiker markerede han sig som kraftig modstander af samarbejdet med de borgerlige partier.
Allerede i 1982 erklærede han sig åbent uenig med den daværende statsminister Anker Jørgensen (S) i beslutningen om at overlade regeringsmagten til De Konservatives Poul Schlüter.
Efterfølgende var han som SiD-formand med til at bevilge 180 millioner kroner til kampagner rettet mod den borgerlige regering.
Hardy Hansen fortsatte helt frem til de senere år med at give sit syn på dansk politik og Socialdemokratiet.
I 2023 sagde han til Fagbladet 3F, at han var skuffet over statsminister Mette Frederiksen (S), fordi regeringen ville afskaffe store bededag som en helligdag.
Forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet ville være ødelagt langvarigt, hvis regeringen stod fast, lød det.
- Alt det, fagbevægelsen har opnået gennem 100 år, skal regeringen ikke ødelægge. Det bliver umuligt at få tilbage i samme gode spor, sagde han til Fagbladet 3F.
Hardy Hansen var søn af et klassisk arbejderhjem og voksede op i Store Brøndum syd for Aalborg.
Han blev oprindeligt uddannet fra Svendborg Søfartsskole, men sin hylde i arbejdslivet fandt han for alvor i fagbevægelsen og SiD.
Som SiD-formand sad han også i LO's forretningsudvalg, der siden fusionerede med FTF og blev til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
/ritzau/