Ti partier beder minister om lovændring: »Det er praktisk talt umuligt at indsamle vælgererklæringer«

Det er nu blevet så svært at indsamle vælgererklæringer, at en række partier, som kæmper for at blive opstillingsberettigede til næste folketingsvalg, har sendt et åbent brev til social- og indenrigsministeren for at få en kompensationsordning stablet på benene. Men ministeren gør opmærksom på, at alle har det svært for tiden og beder partierne se på andre indsamlingsmetoder.

Veganerpartiet har tidligere arrangeret opsigtsvækkende happenings som her, hvor partiet har klædt Den Lille Havfrue ud som en gris. Nu står partiet i spidsen for en række partier, som vil have social- og indenrigsministeren til at ændre loven. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Konsekvenserne af coronavirussen har i løbet af de forgangne måneder spredt sig til stort set enhver afkrog af det danske samfund, og nu er turen også kommet til de partier, som kæmper for at blive opstillingsberettigede til næste folketingsvalg.

Fordi en stor del af vælgererklæringerne tidligere blev indsamlet på steder, hvor mange mennesker samles, har partierne haft et betydeligt fald i antallet af afgivne vælgererklæringer, siden coronakrisen begyndte.