Thulesen undrer sig over Løkkes tronfølger-melding: »Det troede jeg, de havde skabt ro om«

I kølvandet på statsminister Lars Løkke Rasmussens melding om, at det ikke er »en naturlov«, hvem der skal efterfølge ham som formand for Venstre, undrer Dansk Folkepartis formand sig over meldingen. Diskussionen »tapper alle for energi«, siger han.

Diskussionen om arvefølgen i Venste tapper alle for energi, mener DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix 

Det undrer Kristian Thulesen Dahl (DF), at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) atter sætter spørgsmålstegn ved arvefølgen i Venstre.

»Det undrer mig selvfølgelig, for alle ved jo, at hvis et parti begynder at slås med sig selv eller have store interne diskussioner med sig selv midt i en valgkamp, svækker partiet sin egen mulighed for at slå igennem,« siger formanden for Dansk Folkeparti.